Log på tænk.dk
Test » Test af videokameraer » Tips og råd
 

15 råd om digitale videokameraer

 
26. juni 2009
 
Skal du vælge et kamera med standard opløsning eller high definition? Med optisk søger? Dvd, harddisk eller kort-hukommelse? Valgene er mange, når du skal vælge kamera. Vi guider dig.

1. Hvad har du brug for?

Det er vigtigt at vælge videokamera efter behov. Som nybegynder kan du starte med et fornuftigt kamera til en billig penge. Gerne et med automatiske forhåndsindstillinger til at filme eksempelvis landskab, portræt og sport.

Er du mere øvet, får du et bedre kamera, hvis du punger lidt mere ud. Her kan du kigge efter muligheden for manuelt at indstille for eksempel fokus og hvidbalance.

Gør dig også klart, hvor meget du vil spendere på et kamera - de koster alt mellem ca. 1.500 kr. og opefter.

2. Sådan vælger du hukommelsestype

Kameraerne findes med fire forskellige typer hukommelse, der hver især har fordele og ulemper. Læs om de enkelte hukommelsestyper

De billigste videokameraer er MiniDV. Skal kameraet være så småt som muligt, skal du vælge flash. Går du efter hurtigt og let at kunne se dine optagelser, er dvd et godt bud. Og vil du have stor kapacitet til dine film og samtidig være fri for løbende udgifter til fx videobånd eller ekstra hukommelseskort, skal det være harddisk.

3. Har du et gammelt videokamera?

Er dit videokamera analogt, så overvej nøje, om ikke du skal skifte til digitalt. Det er en smule dyrere, men du får bedre kvalitet for pengene.

Samtidig giver det dig bedre mulighed for at redigere, brænde og e-maile dine videoer. Digitale optagelser kan kopieres i det endeløse, uden at kvaliteten bliver forringet.

Du skal bare overveje, hvad du gør med de gamle bånd, du har samlet i årenes løb. En mulighed er at overspille dem til en dvd, der er let at afspille og som ikke fylder så meget.

4. High definition eller standard opløsning?

HD står for high definition og betyder, at kameraet optager i en høj opløsning.

SD står for standard definition og betyder, at kameraet optager i normal opløsning.

Hvis du har et billedrørs-tv eller en fladskærm, der ikke er HD-ready, får du ikke noget ud af et videokamera, som kan optage i HD. Med andre ord skal du have et HD-tv før det kan betale sig. Men så får du også et markant bedre resultat.

5. Skal du vælge optisk søger eller LCD-skærm?

Tjek, om skærmen har et godt billede, så du kan se, hvad du filmer.

LCD-skærme fås i forskellig størrelse og kvalitet. Skærme over 2,5 tommer sidder som regel på dyrere kameraer.

Skærmen giver et umiddelbart billede af, hvad du optager. De kan have problemer i stærkt sollys. I butikken kan du under en lampe tjekke, hvordan det pågældende kamera klarer sig. Skærme bruger meget strøm.

Den traditionelle optiske søger har ikke de samme problemer med lys og strøm, og så er der ingen tidsforsinkelse. Til gengæld er billedet ikke 100 procent nøjagtigt i forhold til, hvad du kommer hjem med af optagelse, og det kan være svært at se detaljer i motivet.

6. Hvor kraftig zoom har du brug for?

De fleste videokameraer i testen har 10 gange zoom, mens nogle har helt op til 40 gange zoom. Det kan være godt til at fange ting langt væk fra, men du risikerer at komme hjem med rystede optagelser. Det er nemlig både motivet og håndens rystelser, der bliver forstærket, når man bruger zoom.

Langt vigtigere er en kort fokallængde, der giver en bred vidvinkel. Det er både godt til panoramabilleder og til indendørs brug. De bedste i testen kan klare 60°. Generelt giver al zoom over 10 gange ubrugelige billeder, hvis du ikke bruger stativ til at understøtte kameraet.

Vil du have et videokamera med kraftig zoom, skal du gå efter optisk zoom i modsætning til digital zoom. Ved optisk zoom er det linsen, der bevæger sig. Ved digital zoom gemmer kameraet et udsnit af billedet, og derved bliver kvaliteten forringet.

7. Billedstabilisering – brug gerne stativ

Ligegyldigt hvor meget du forsøger at holde kameraet stille, vil du aldrig kunne kontrollere de helt små rystelser, din hånd laver. Derfor har alle videokameraer i denne test billedstabilisering.

Langt de fleste klarer sig godt, men vil du have film, der er garanteret fri for rystelser, så brug et stativ.

8. Prøv det i butikken

Det er altid en god ide at prøve kameraet i butikken, inden du køber. Passer størrelse, vægt og form, så du kan holde ordentligt på det?

Hvis I er flere, der skal bruge kameraet, bør det passe alle brugere. Tjek om knapperne giver mening og er lette at komme til under optagelse. Menuen skal gerne være let at navigere i.

9. Er der plads til dine optagelser?

Hvor meget plads, du har til dine optagelser, afhænger af hvilken type hukommelse, dit kamera benytter? Derudover kan videokameraerne optage i forskellige kvaliteter.

Den bedste kvalitet fylder mest, mens den ringeste kvalitet fylder mindst. Så det er et kompromis mellem hvor meget optagetid, du har til rådighed og hvor godt et resultat, du vil komme hjem med.

10. Tjek batteriet

Trenden i øjeblikket er at gøre batterierne mindre for at spare på vægten (og prisen). Vores test viser, at videokameraerne i gennemsnit kan optage i halvanden time. Nogle kan optage lidt mere end én time, andre lidt mere end to timer.

Det er derfor en god ide at have ekstra batterier med, hvis du er af sted en hel dag.
 
Der findes forskellige typer batterier, og nogle videokameraer kan kun bruge en speciel slags. Så vær opmærksom på, at du vælger den rigtige slags, hvis du køber et ekstra batteri.

Hvis batterierne er genopladelige, burde to batterier være nok at skifte mellem.

11. Stillbilleder

Videokameraerne kan stadig ikke tage ligeså god fotos som et gennemsnitligt ’rigtigt’ digitalkamera. Der er som regel problemer med eksponeringen og hvidbalancen.

Det gør sig også gældende for de videokameraer, der har den højeste opløsning på helt op til 12 megapixels. Men en tommelfingerregel er, at videokameraerne, der tager billeder over 3 megapixel, har en rimelig kvalitet, som du kan holde ud at se på. Kvaliteten er ikke så god som med et rigtigt digitalkamera, men den er acceptabel.

12. Er der dæksel over stikindgangene?

Optagelser i SD (standard opløsning) konverterer dine digitale optagelser til et analogt signal, når du afspiller dem på tv eller videoafspiller. Hvis det er muligt, så brug et S-video input jack-stik. Det får den bedste kvalitet ud af dine SD-optagelser. Er filmen i high definition, skal du bruge et HDMI-stik for at få det bedste billede.

Tjek også, at der er et dæksel over stikindgangene på kameraet. Uden et dæksel kan indgangene nemt blive tilstoppet med støv, sand eller andet snavs.

13. Tilbehør: Taske, stativ med mere

En ordentlig taske at transportere kameraet i er noget af det vigtigste tilbehør. Til nogle kameraer skal du købe en taske ved siden af.

Et stativ til at stille videokameraet på sikrer dig mod rystede billeder. De fås i flere varianter: Med ét eller tre ben, de store til at stille på jorden samt små til at stille på bordet eller et rækværk.

Det er i sagens natur svært at lave en rigtig god lydoptagelse da mikrofonen er meget lille på et håndholdt videokamera. Og kameraets egen størrelse bidrager da også til støjen da mikrofonen ofte forstyrres af mekanisk støj fra båndet eller dvd’er, der kører, eller vibrationer fra motoren der styrer zoomfunktionen. En ekstern mikrofon kan virkelig gøre underværker for din lyd.

Lys er vigtigt for at få gode billeder. Derfor kan en ekstern blitz/lampe være en god ide, hvis du ofte skal optage steder med svagt lys.

Med mindre videokameraet har harddisk, skal du købe MiniDV-bånd, dvd’er eller hukommelseskort at gemme dine optagelser på.

Husk, at der kan være en del at spare ved at tjekke priser på tilbehør på internettet.

14. Afprøv softwaren

Det digitale videokameras bedste ven er hjemmecomputeren. Her kan du redigere dine film, gemme dem, brænde dem ned på en dvd eller e-maile dem til venner og familie, men det kræver bestemte software.

Der følger software med de fleste af de testede videokameraer, men kvaliteten svinger fra god til dårlig. Så afprøv softwaren og se, om den er let at gå til og har de ønskede funktioner.

Lever softwaren ikke op til dine krav, kan du købe et program eller downloade et gratis fra nettet. (link: Liste over gratis programmer)

15. Stil krav til din computer

Vil du arbejde med dine videoer på computeren, er det nødvendigt med godt med plads på harddisken. Selv om de nyeste kameraer kan komprimere optagelserne i et format, der hedder AVCHD, vil dine optagelser hurtigt komme til at fylde meget.

Hvis computeren bliver presset på hukommelse, kan du overveje at købe en ekstern harddisk til at gemme dine film på.
 
Derudover er eneste krav til computeren, at den har et styresystem, der er kompatibelt med videokameraet; altså at computer og kamera kan arbejde sammen.

Computeren skal have en usb-indgang eller en anden digital indgang, som for eksempel firewire, for at overføre dine optagelser fra kamera til computer. I dag har de fleste computere som minimum en usb-indgang.


Køb adgang til 'Test af videokameraer'
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Testansvarlig og tekster: Rasmus Partsch
Research: Julie Strandesen

Testen er senest opdateret 6. november 2009
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk