Log på tænk.dk
Test » Om Tænk » Sådan tester Tænk produkter » Sådan tester vi i praksis
 

Sådan tester vi i praksis

 
7. februar 2006
 
Sådan tester vi i praksis

Tænk tester ud fra forbrugernes synsvinkel. Det skal forstås meget bogstaveligt: Vi tester produkterne i forhold til de måder, hvorpå almindelige danske forbrugere typisk vil bruge det pågældende produkt.

Det vigtigste i testene er de praktiske resultater: Kvaliteten af de billeder kameraet tager, den måde madrassen støtter kroppen, og den måde styrthjelmen i praksis beskytter hovedet mod stød.

Mange producenter har travlt med at anprise produkterne med fine tekniske specifikationer og nye features med uigennemskuelige navne. F.eks. kan man få dampstrygejern med en strygesål af plastmateriale, som skal få strygejernet til at glide let hen over tøjet. Hver producent har opfundet et tjekket navn til deres strygesål, som helst skal lyde lidt af racerbil og rumforskning. Vores test viser dog, at de stort set glider ligegodt - uanset hvad plastmaterialet hedder. Altså: Vi tillader os at se stort på alle de flotte ord og sætte fokus på de praktiske resultater.

Nogle teknisk interesserede forbrugere synes, vi burde teste mange flere aspekter ved produkterne. Vi holder dog fast i, at vores test først og fremmest skal koncentrere sig om "almindelige" forbrugeres køb og brug af produkter - altså for den brede gruppe af forbrugere, der f.eks. blot skal have et videokamera, som er god til de mest almindelige optagefunktioner, og som er til at finde ud af. Det er for os mindre interessant, hvad en videoentusiast kan få ud af kameraet under de mest gunstige forhold. Eller om kameraet er godt til nogle funktioner, de fleste ikke har brug for.

Scootertest

Til gengæld er der mange andre specialblade og internetsider, der henvender sig til netop denne gruppe forbrugere.

Laboratorietest og valg af laboratorium

De allerfleste test involverer laboratorietest. Vi har via vores testsamarbejde kontakt til omkring 300 topprofessionelle testlaboratorier - primært i Europa og USA.

Vi vælger laboratorier, som er specialiseret inden for præcis de produkttyper, vil ønsker at teste. Typisk er laboratorierne certificeret til at gennemføre test efter de relevante internationale standarder. Og vi vælger kun laboratorier, der kan leve op vores strenge krav om uafhængighed, faglig ekspertise og dokumentation.

Ved laboratorietestene måler vi på specifikke parametre ved produkterne: Holdbarheden af motoren på en røremaskine, om skien knækker ved gentagne slag mod is, hvor hurtigt og ved hvilken temperatur vandet løber igennem kaffemaskinen.

Madrastest

En god laboratorietest er nøje planlagt, dokumenteret, og samme eksperiment skal normalt kunne gentages med samme resultat på et senere tidspunkt. Maskinerne der bruges til testene ligner ofte noget fra Georg Gearløs værksted, men det er videnskabelige apparater med høj præcision. Statistisk usikkerhed elimineres ved at gennemføre testene flere gange, og f.eks. sørge for, at antallet af forsøgspersoner er så stort, at tilfældigheder ikke spiller ind på resultaterne.

I hovedparten af vores test følger testmetoderne internationalt anerkendte standarder, f.eks. standard for sikkerhedstest af cykelhjelme. Det betyder, at vi tester efter præcis den samme standard, som producenten af cykelhjelmene er forpligtet til at opfylde.

Crashtest 

Brugertest

Vi anvender ofte brugerpaneler til at vurdere produkter, typisk som supplement til laboratorietest. Det kan f.eks. være en gruppe øvede skiløbere, som tester en række forskellige slalomski. Det ville være umuligt for os at sige noget meningsfuldt om slalomskienes kvalitet, hvis vi kun havde laboratoriemålingerne at gå ud fra. I det tilfælde er det nødvendigt at gennemføre den praktisk test under realistiske forhold, og ved at få skiløbernes subjektive vurderinger af de enkelte ski. Vi tilrettelægger brugertesten, så panelets tilbagemeldinger tilsammen danner et klart billede af kvalitetsforskellene mellem modellerne.

Regnfrakker Espresso smagstest

Foto: Sif Meincke

I andre tilfælde bruger vi helt almindelige forbrugere som testpanel - f.eks. når vi skal teste, om det er nemt at installere en autostol korrekt i en bil.

Langrendsski

Sensoriske test

Når vi foretager videnskabelige smagstest, såkaldte sensoriske test, får vi udarbejdet en sensorisk analyse. Denne foretages af en gruppe sensorikere, som er trænede paneldeltagere. Analysen kobles sammen med en brugertest, hvor 70-100 forbrugere smager produktet i dertil særligt indrettede laboratorier, så deres sanser ikke forstyrres undervejs.

Deklarationsundersøgelser

Ofte kan man læse en masse ud af deklarationerne, f.eks. det der står med småt på bagsiden af en shampoo-flaske. Men kun få forbrugere tager sig tid til at sammenligne flaskernes indhold. Eller har indsigt i de mange kemiske betegnelser. Derfor gør vi det på forbrugernes vegne. Vi køber en række modeller ind og undersøger, om der er ulovlige eller uhensigtsmæssige stoffer i nogle af produkterne. Det kan vi så præsentere enkelt og klart til vores læsere.


Servicetest

Vi tester også, hvor hurtigt breve kommer frem, om man kan stole på flybilletportalernes priser, om man får en ordentlig rådgivning i butikkerne, og om internetbutikkerne leverer varen til tiden og overholder købeloven.

Hvor ikke andet er anført - Foto: ICRT

Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk