Er du på Facebook eller har du planer om at komme det? Ved du, hvad du siger ja til, når du opretter din profil? Vi har læst alt det med småt - og giver dig her de vigtigste pointer og råd.
Når du opretter en profil på Facebook accepterer du en lang række vilkår og regler for, hvad du må på Facebook, og - ikke mindst om, hvad Facebook må gøre med det indhold, du lægger på din profil.
De færreste læser disse regler igennem og ved derfor ikke præcis, hvad de indebærer. Vi har nærlæst dem, og giver dig her en liste over de vigtigste ting, som du accepterer, når du siger ja til Facebooks vilkår.
1) Du giver dit indhold til Facebook
Først og fremmest skal du være klar over, at du giver Facebook ret til at bruge dit indhold på enhver måde, som Facebook har lyst til. Dine billeder kan i princippet bruges i kommercielle eller andre sammenhænge. Dine personlige oplysninger om job, kæreste, præferencer osv. kan sælges eller gives videre.
Du kan godt fjerne dit indhold igen, men Facebook forbeholder sig ret til at arkivere og gemme kopier i så lang tid, som det passer dem.
2) Facebook giver dig evigt liv
Det er praktisk talt umuligt at slette sin profil på Facebook, når man først har oprettet den. Du kan deaktivere den, men Facebook kan stadig bruge dit indhold og dine kammerater kan stadig se det.
Får Facebook kendskab til at en bruger er død, forbeholder de sig ret til at bibeholde profilen.
3) Facebook kan når som helst ændre sine vilkår for anvendelse
Facebook kan ændre deres terms of use af sitet uden at give dig besked. De angiver en dato for sidste opdatering, og det er dit eget ansvar at følge med i ændringerne. Hvis du fortsætter med at bruge sitet efter denne dato, er det ensbetydende med, at du har accepteret dem.
Gode råd
Giv ikke for mange oplysninger! Når du første gang opretter din profil på Facebook bliver du bedt om at udfylde alle mulige oplysninger om job, karriere, telefonnummer, kæreste, bopæl osv. Vores råd er: Lad være. Hold dig til det helt enkle – fx navn og fødselsdato.
Læg ikke ting ud - fx billeder - som du tror, at dine venner helst vil undgå kommer ud.
Skru op for sikkerheden Sikkerhedsindstillingerne på Facebook er mangelfulde, men der er dog et par muligheder. Vores råd er at skrue op til højeste niveau af beskyttelse på såvel Facebook generelt som på applikationerne: Selv højeste niveau af sikkerhed er nemlig ikke særlig højt.
Kend dine venner! Vær selektiv med, hvem du bliver venner med. Nogle vil forsøge at blive venner med dig med mere kommercielle formål for øje.
Skift kodeord ofte Facebook bliver ofte angrebet af hackere og dit kodeord og dine personlige oplysninger er ikke nødvendigvis sikre. Derfor er det en god ide at skifte kodeord ofte og bruge et andet end det, du bruger til netbank og andre følsomme ting.
4) Facebook sælger dine oplysninger
Ved at bruge applikationer (de små spil og programmer, man kan kommunikere med sine venner med på Facebook) accepterer du, at 3.parts-leverandørerne må indhente oplysninger om dig via deres applikationer. Du accepterer også, at Facebook må indhente oplysninger via 3. part. – uden din accept.
5) Du udleverer dine venner
Facebook handler ikke kun om dit eget privatliv, men også dine venners. Hvis du fx inviterer dine venner til Facebook eller til en af applikationerne, har Facebook forbeholdt sig ret til at gemme deres mailadresser.
Hvis du lægger et billede ud af en af dine venner kan vedkommende dukke op i sammenhænge, hvor vedkommende aldrig selv har drømt om det. Hvis det er et mindre flatterende billede, kan det fx vise sig mindre heldigt i forhold til fremtidige jobsøgninger.
Forbrugerrådet: Facebook skal under dansk lovgivning
En lang række af de ting, du er tvunget til at acceptere som bruger af Facebook ville ikke være tilladt under dansk lovgivning.
For eksempel ville det ikke være tilladt for Facebook at gemme dine data uden at der var en meget specifik grund til det.
At du så alligevel skal acceptere dem skyldes, at Facebook er underlagt amerikansk lov, som er mindre restriktiv end den danske lovgivning mht. brug og videregivelse af personlige oplysninger.
Forbrugerrådet mener, at den danske udgave af Facebook bør høre under dansk lovgivning: Sproget er dansk, og sitet kan tilgås med det danske domænenavn facebook.dk. Af den grund har Forbrugerrådet rettet henvendelse til Datatilsynet for at få dem til at se på sagen.
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.