Log på tænk.dk
Test » Test af sparepærer » Om testen
 

Om testen af sparepærer

 
16. juli 2010
 
Sparepærerne har været igennem et omfattende testprogram - og vi har målt under flere forskellige forhold.
Denne gang har vi laboratorietestet 25 almindelige sparepærer (CFL = Compact flourecent lamps, kompaktlysstofrør), 11 halogensparepærer og en enkelt LED sparepære. Alle med stor fatning (E27) og med angivet el-effekt fra 5 - 53 W.

De testede pærer sælges primært i supermarkeder, isenkræmmere og byggemarkeder.

Vi har undersøgt, om pærerne holder, hvad de lover, og vi har målt den faktiske el-effekt samt effektivitet og lysstrøm (lysstrømmen angiver, hvor kraftigt pæren lyser) under forskellige forhold.

Først har vi målt effekt og lysstrøm ved 25 °C med nye pærer både umiddelbart efter tænding og efter en passende opvarmningsperiode. Herefter har vi målt, hvordan pæren klarer sig udendørs i koldt vejr. Endelig har vi udsat pærerne for en meget grundig holdbarhedstest.

Test af pærens farvegengivelse og farvetone

Vi har målt farvegengivelsen (Ra-index) og farvetemperaturen i Kelvin (K). Dagslys har et Ra-index på 100 procent og en glødepære følger tæt efter med 99 procent.

Den almindelige sparepære er ikke så god til at gengive farver og havner på et Ra-index på omkring 80-85 procent. Derimod kan de nye halogensparepærer levere et noget bedre resultat på omkring 98-100 procent. LED pæren ligger midt imellem de andre typer.

Farvetemperaturen ligger på cirka 2700 K for en 60W glødepære. Hvis elsparepæren måles til cirka samme farvetemperatur, er det en indikator for, at lyset fra pæren vil minde om det varme hvide lys fra en glødepære. Alligevel kan almindelige sparepæres lys dog opleves som blåligt, grønligt, lilla eller andet.

Opstart af pæren

Vi har målt lysstrømmen 3, 10, 30 og 60 sekunder efter pæren er tændt. Læs mere om opstartstid.

Test i vintervejr

Vi har testet, hvordan pærerne opfører sig ved 5 °C og -10 °C. Vi har målt, hvor lang tid det tager for pæren at starte op under disse forhold. Og til sidst har vi målt lysstrømmen, når pæren er varmet helt op, så vi kan sammenligne med den lysstrøm, pæren giver ved 25 °C.

Pærens holdbarhed

Efterfølgende har vi testet pærernes holdbarhed. Vi har efterlignet praktisk brug af pærerne i op til 3.000 timer ved skiftevis at have pæren tændt i 2 ¾ time, og slukket i ¼ time. For halogensparepærerne har vi kun testet i op til 2000, da de generelt ikke lover længere holdbarhed.

Ifølge den britiske standard (BS EN 60969:1993) for elsparepærer, skal blot halvdelen af de testede pærer (20 stk.) leve op til den levetid, der er angivet på pakken. Vi synes, det er mere interessant at vurdere pærerne på, hvor lang holdbarhed, de faktisk har.

Derfor har vi testet fem eksemplarer af hver pæremodel, og målt, hvor mange timer det enkelte eksemplar kunne lyse. Vi har bedømt pærerne efter, hvor mange der stadig lyste efter henholdsvis 500 og 3000 timer for CFL og LED pærerne og 500, 1000 og 2000 timer for halogensparepærerne.

For at kunne nå at udgive resultaterne, mens pærerne stadig befinder sig på markedet, har vi valgt kun at teste op til 3.000 timer, selvom mange almindelige sparepærer lover en meget længere holdbarhed – nogle CFL’er lover helt op til 15000 timer og LED-pæren angiver en levetid på 25000 timer.

Dette medfører samtidig, at vi ikke kan give karakteren ’Rigtig god’ i denne del af holdbarhedstesten, da vi reelt ikke kan angive om pære holder det, den lover. Til gengæld kan vi angive om, der tegner sig et billede af, at pæren allerede efter 3000 timer ikke holder så godt som lovet.

Vi har også afprøvet, hvor mange gange pæren kan tåle at blive tændt og slukket. Denne funktion testede vi op til 20.000 gange. Vi har desuden målt faldet i lysstrøm efter hhv. 2000 og 3000 timers drift, se eksempler på, hvordan pærerne klarede den test.

De vigtigste holdbarhedstest er gennemført med mellem 3 og 5 eksemplarer af hver model.

Sikkerhedstest

Vi har tjekket pærernes sikkerhedsaspekter i henhold til den europæiske sikkerhedsstandard EN 60968; 6. Standarden angiver eksempelvis målene for, hvor stor eller lille pærens sokkel må være.

Størrelsen er vigtig, da en sokkel, der ikke passer i en standard-lampefatning kan medføre risiko for elektrisk stød. Og efter standarden skal pæren udsættes for meget høj spænding (4000 V) uden at man får stød på de dele af pæren, man normalt kan berøre.

Samlet bedømmelse vægtes således:

Holdbarhed 35%, ydeevne ny pære 25°C 27,5%, opstartstid: 20%, ydeevne ved lav temperatur (-10 grader og +5 grader) 5%, farvegengivelse 5%, info på produkt/pakke 7,5%.

Kriterier for Bedst i Test

Vi har testet begge typer pærer op i mod både fælles og individuelle kriterier for at se, hvilken sparepære, vi kan anbefale
Se kriterierne for Bedst i Test for sparepærer

Sparepærerne klarer næsten ikke alle kriterierne, men en enkelt får faktisk mærkatet "Bedst i test"
Se hvilke sparepærer vi kan anbefale her

Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumer Research & Testing, ICRT.
Læs mere om, hvordan Tænk gennemfører test af produkter.
Køb adgang til 'Test af sparepærer'
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Journalist: Malene Lieberknecht
Testansvarlig: Henrik Teglgaard Lund
Research:  Julie Strandesen

Testen er senest opdateret 13. august 2010
Vidste du at...
For at teste sparepærernes holdbarhed har de været tændt i 3.000 timer og er blevet tændt og slukket for 20.000 gange.

Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk