Vi kæmper til stadighed for at bringe opdaterede test i blad og på hjemmeside. Vi vil dog altid være bagud i et vist omfang, for vi kan først vælge modeller ud til test, når de er på markedet. Vi skal vælge hvilke, der skal testes, vi skal købe ind og sende på laboratoriet. Laboratoriet skal gennemføre test og behandle og dokumentere resultaterne. Vi skal sende resultaterne til høring hos producenterne og give dem tid til at svare. Vi skal evaluere og vægte resultaterne og forberede artikler og web-materiale. Det betyder i praksis, at der kan gå nogle måneder fra produkter introduceres på markedet, til vi kan offentliggøre testresultaterne.
Nogle produkttyper har kortere levetid end andre. Digitale kameraer overlever sjældent mere end et halvt år, inden en ny model overtager. Derfor tester vi disse typer af produkter oftere end andre - i tilfældet med kameraer seks gange om året. Vi dækker i praksis ca. halvdelen af de modeller, der kommer på markedet - men altså hele tiden med i hvert fald to-tre måneders forsinkelse.
Når vi offentliggør en bladartikel, og når vi opdaterer vores hjemmeside, tjekker vi altid om samtlige modeller er til at skaffe i danske butikker. Og vi angiver klart og tydeligt på hjemmesiden, hvornår testen senest er opdateret. Og når vi ved det, skriver vi også, hvornår næste opdatering er planlagt.
Sådan kan du bruge en test, selv om den nye model ikke er med
Først og fremmest kan man bruge vores køberåd for den pågældende produkttype. De kan bruges som tjekliste ved køb - også til at vælge mellem produkter, der ikke er blevet testet.
Men de "gamle" testresultater kan også tit anvendes - med lidt omtanke. Heldigvis sker den teknologiske udvikling ikke helt så hurtigt, som man skulle tro, når man ser på alle de nye modeller, der kommer på markedet. Ofte sker udviklingen i meget små skridt. Med hver ny model sker der typisk små fremskridt i kvaliteten, der kommer en ekstra funktion til eller lignende.
Det kan f.eks. en vaskemaskine, der kommer i en ny model med et par ekstra knapper og lidt ændret design. Hvis den nye model kun adskiller sig lidt fra en tidligere testet model, er der en god chance for, at man kan overføre resultaterne helt eller delvist på den nye model. Hvis de nye knapper reelt ikke har nogen indflydelse på de parametre, der indgår i vores test, er det normalt et rigtigt godt gæt, at den nye model vil klare sig mindst lige så godt i test som den gamle.
Der er naturligvis undtagelser, hvor ændringer med en ny model trækker kvaliteten i den gale retning. Det vil vi fange, hvis vi tester den pågældende model. Men indtil da må man som forbruger bruge sin sunde fornuft. Se på om de ændrede funktioner ser ud til at virke, og om det ser ud til at være udført på en håndværksmæssigt forsvarlig måde.
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.