Bærbarhed, holdbarhed, batterilevetid er blot nogle af elementerne i vores test af mobiltelefoner, som også omfatter vand- og faldtest.
Telefonerne i testen er først og fremmest bedømt på, hvor gode de er som telefoner. Det betyder at ”Praktisk brug og holdbarhed”, ”Brug som telefon” og ”SMS” tilsammen vægter tre fjerdedele af testens samlede resultat.
Praktisk brug og holdbarhed
”Praktisk brug og holdbarhed” dækker over fire parametre: Ergonomi, bærbarhed, batteri og holdbarhed, når modellen udsættes for stød, slag og vand.
Et panel af brugere har vurderet ergonomien ud fra, hvor nemt det er at bruge tastaturet, om man kan bruge telefonen håndfrit, og om menusystemet er logisk i sin opbygning.
Bærbarhed er et udtryk for, hvor let telefonen er at have med sig rundt, altså størrelse og vægt.
Batteriets levetid på en opladning er målt, ligesom den tid, det tager at lade et helt fladt batteri op.
Holdbarheden overfor stød og vandpåvirkning er testet ved faldtest i en tromle og i en test hvor telefonerne sprinkles med vand fra forskellige vinkler.
”Brug som telefon” handler om telefonens følsomhed overfor mangelfuld netværksdækning, lydkvaliteten ved telefonsamtale og brugervenligheden.
Hvorvidt telefonen er egnet til at SMS’e, vurderer vi ved at undersøge, hvor let det er at læse en modtaget SMS-besked og at skrive og sende en SMS. Bedømmelsen går også på, hvor meget tekst man kan se på skærmen ad gangen, og om man kan få teksten op i en læsbar størrelse.
Kameraet
Kameraet i telefonen er testet ved at vurdere kvaliteten af billeder taget under forskellige lysforhold. Vi har kigget på, hvor mange forskellige funktioner kameraet kan tilbyde, og hvor godt de virker. Det er for eksempel blitz, autofokus, zoom og hukommelsesfunktioner - funktioner, som man må forvente af et digitalt kamera i dag.
Musikfunktioner
Ikke alle telefoner, som kan afspille musik, lever op til de krav, vi stiller til en såkaldt musiktelefon. Vi mener, at telefonen skal have en playlist-funktion eller mulighed for at spille mere end ét nummer og ikke kun afspille ringetoner.
Derudover skal telefonen leveres med stereo-hovedtelefoner og have en tilstrækkelig stor intern hukommelse.
Musikmobiler, der lever op til disse krav, er testet for hvor let det er at finde musiknumrene, lydkvalitet og musikoverførsel. Vi registrerer også, om telefonen har flight mode, det vil sige, om det er muligt at slukke for telefonfunktionen og stadig spille musik.
Andre funktioner
På baggrund af funktioner som javakompatibilitet, understøttede mediaformater, e-mail klient, mobilt internet med mere, vurderer vi, om telefonen er velegnet til sjov og spil, som medieafspiller og som mobilt kontor.
Endelig kigger vi på, om det er muligt at indsætte ekstra hukommelseskort i telefonen, og hvor stort det kan være.
Resultaterne vægtes således:
Praktisk brug og holdbarhed 25%, brug som telefon 25%, SMS 10%, kamera 15%, musik 10%, internet 10%, synkronisering 5%.
Testen er udført i samarbejde med de andre europæiske forbrugerorganisationer i International Consumer Research & Testing, ICRT. Læs mere om samarbejdet her