Log på tænk.dk
Tænk Penge » Tænk Penge » Bolig » På vej til at flytte hjemmefra
 

På vej til at flytte hjemmefra

 
26. marts 2009
 
Vidste du at...
Er fars kødgryder ved at være fortid? Tænk Penge har samlet en række onkel-råd, du kan tage med dig ud i din egen verden.

Skat

Tænk Penge giver dig et råd til, hvordan du kan håndtere en vanskelig situation.
Tænk Penge giver dig et råd til, hvordan du kan håndtere en vanskelig situation.
Du betaler cirka en tredjedel i skat af din løn.

I løbet af året betaler du et cirkabeløb, som er Skats gæt på, hvad du skal betale. Når året er omme, laver Skat den helt korrekte beregning. Den får du omkring maj måned året efter.

Derfor kan det være, at du skal betale mere, eller du får penge tilbage. Det er naturligvis ubehageligt at skulle betale mere. Det sker typisk, hvis du har tjent meget mere end de forrige år. Derfor er et det en god ide at kontakte Skat, hvis du begynder at tjene mere. Så kan de straks begynde at trække mere skat.

Månedsbudget

Se hvor meget du tjener hver måned efter skat, og træk alle de månedlige udgifter fra.

Det kan være svært at vide, præcis hvor meget man bruger på mad, tøj og så videre. Men det er ikke så vigtigt at have det præcise tal. Det handler i stedet om at få overblik over de forskellige udgifter for at se, om der er råd til det hele. Her finder du en budgetberegner, der kan hjælpe dig med budgetlægningen:
http://www.pengeogpensionspanelet.dk/Undersoegelser/Unges%20laan.aspx

Betaling af udgifter

Mange faste udgifter – for eksempel husleje – kan man betale automatisk. Du kan lave en fast overførsel fra din internetbank eller tilmelde dig PBS (betalingsservice). PBS er gratis, og du kan tilmelde dine regninger via internetbank eller bede din bank gøre det.

Uventede udgifter

Alle vil få uventede udgifter – vi ved bare ikke hvornår. Men du kan roligt regne med, at de kommer på et ubelejligt tidspunkt. Nogle uventede udgifter kan man dog forudse: Det handler om regninger, som skal betales fast hvert år – for eksempel forsikringer, rejser og julegaver.

Det er en god ide hver måned at sætte penge til side, som du flytter fra din almindelige konto for eksempel til en opsparingskonto.

Der vil også komme uventede udgifter til for eksempel en tandlægeregning eller en stjålet cykel. Så er det godt at have for eksempel 5.000 kr. stående på sin opsparingskonto.

Dankort

Dankort er en god og billig måde at bruge penge på, men det kan også blive for let at bruge penge. Og derfor må mange erkende, at et dankort ikke er noget for dem.

Hvis du aldrig bliver venner med dit dankort, så vælg i stedet et hævekort. Du kan stadig hæve penge, men du kan ikke trække over. Det gør det lettere at håndtere fristelser.

At leve på en sten

Mange unge kan nemt skrue op og ned for forbruget. Er der penge, så hygger man sig med vennerne på cafe og giver en omgang. Når pengene er væk, så hygger man sig derhjemme eller lader vennerne give en omgang.

De fleste af os bruger de penge, der er, og når der ikke er flere penge, så bruger man ikke nogen. Det er sådan set en fin måde at gøre det på - især når man har sikret sig, at der hele tiden står en reserve på en opsparingskonto. Så kan man både klare uventede udgifter og samtidig skrue op og ned for det daglige forbrug.

Lån til forbrug

Det er fristende at låne penge til forbrug. Det kan man gøre både i banken, i butikken og på internettet. I nogle tilfælde kan det være en rigtig god ide, for eksempel hvis cyklen til arbejde skal repareres, eller der skal købes nye studiebøger. En god tommelfingerregel er, at når man køber for lånte penge, så bliver alting dobbelt så dyrt, for nu skal der både betales for varen og renter. På den måde kan man sige, at enten køber man nye bukser for lånte penge, eller også køber man både bukser og en bluse til. Husk også på, at alle, som roder sig ud i store, økonomiske problemer, begyndte med at tage et lille, hurtigt og dyrt lån.

Hvad gør de andre?

Snak med dine venner. Hvad gør de? Hvor dyrt er det egentlig med madbudgettet? Det kan også være en god ide at snakke om penge og forbrug. Hvis du har venner, som har færre penge end dig, så er det ikke særlig sjovt for dem, når du køber masser af nye ting. Men de vil nok blive glade for at høre, at det faktisk ikke betyder noget for dig, hvor mange penge de bruger til forbrug. Er det ok i jeres vennekreds at sige nej til en bytur, når man ikke har råd?






Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Om nyhedsbrevet | Afmeld
Bestil abonnement på det nye blad i Shop Tænk
Køb abonnement på Tænk Penge.
Læs mere
Bestil abonnement på det nye blad i Shop Tænk
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Læs mere
Se, hvor du får mest sommerferie for pengene
Tænk Penge har undersøgt, hvor du får mest for dine penge, når du planlægger sommerferie - og opdelt efter hvilken type ferie du ønsker
Download rejseundersøgelsen her (pdf - åbner i nyt vindue)
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk