Bankerne skilter med forkerte priser på lån og kreditter - med vores beregner kan du nu selv gå dem efter i sømmene.
Kære forbrugere,
Den seneste uge er det kommet frem i medierne, at bankerne skilter med forkerte priser på lån og kreditter. Det er de sluppet af sted med i flere år, så nu får I muligheden for selv at regne bankernes priser efter. Forbrugerrådet har lavet en ÅOP-beregner, som alle frit kan benytte, både forbrugere, banker og myndigheder.
Hvad er ÅOP?
Loven foreskriver, at bankerne skal angive, hvor meget de samlede årlige omkostninger i procent på et lån er. Denne angivelse kaldes ÅOP og er en slags kilopris på penge, som kan bruges til at sammenligne lånene for at se, hvilket et der er billigst, når alle omkostninger, både renter og gebyrer, er regnet med. Men i den seneste uge er det kommet frem i medierne, at de priser, bankerne skilter med, ofte er ukorrekte.
Ikke et nyt problem
Og det er ikke et nyopstået problem. Ifølge en artikel i Politiken den 16. januar 2009 fik Finanstilsynet allerede for fire år siden fremlagt en rapport, som viste, at hver bank i snit havde over fem fejl i deres prisangivelser. Alligevel har myndighederne aldrig regnet bankernes regnestykker efter, og sådan fortsætter vildledningen af forbrugerne uhindret.
Danmarks første ÅOP-beregner
Og bankernes priser er ikke nemme at gennemskue. Faktisk har forbrugerne ikke nogen mulighed for selv at regne bankernes priser efter. Der findes nemlig ingen uvildige, frit tilgængelige ÅOP-beregnere, som man selv kan udfylde. Ikke engang Finanstilsynet, som har til opgave at kontrollere bankernes prisangivelser, har adgang til en, fortæller de til Politiken.
Men det skal have en ende nu – Forbrugerrådet har nemlig lavet en ÅOP-beregner, som alle frit kan benytte. Og hvis Finanstilsynet synes, det går for langsomt med at få udviklet deres egen version, så er de velkomne til at kigge med.
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email