Læs hvordan du bliver vurderet, når du vil skifte bank, og se hvordan du forbereder dig på mødet med banken.
Foto: Angel Manuel Herrero (c) istockphoto.com
Når du vil skifte bank, vil banken vurdere to forhold:
Betalingsevne og
betalingsvillighed
Her gennemgår vi, hvordan banken vurderer disse forhold, og hvordan du bedst kan forberede dig på mødet med banken.
Betalingsevne
Her vil det blive vurderet, om du er i stand til at betale et lån tilbage eller ej. Banker lever af provision og af at låne penge ud. De er meget interesserede i nye kunder, som ønsker at låne penge. Dog skal der laves en kreditvurdering, og det er altså bankens vurdering af, om kunden kan betale pengene tilbage.
Også set fra din side er det positivt at få en god kreditvurdering, da det kan skaffe dig en bedre pris på bankens ydelser.
Betalingsevne afhænger af formue og forholdet mellem indkomst og udgifter.
Formue
En formue er i sig selv sikkerhed for, at et lån kan betales tilbage, idet du jo hæfter med din formue. For det andet indikerer formue, at man har et almindeligt fornuftigt forhold til sin økonomi. Er din formue tilstrækkelig stor, så kan dette være tilstrækkeligt til at opnå bedste kreditvurdering.
Formuen er forskellen mellem det, som man ejer af en vis værdi, minus den gæld som man har. Formue består af følgende poster – med tilhørende forklaring til, hvordan man dokumenterer posten. Dokumentation er afgørende for, om posten ”tæller med” eller ej.
Formueaktiv
Værdi
Dokumenter
Fast ejendom
Højeste værdi af offentlig vurdering, nylig købspris eller nylig ejendomsmægler- vurdering (ikke gratis vurdering)
Årsopgørelse, ejendomsvurdering (ejendomsværdiskema) eller ejendomsmægler- vurdering. Banken vil typisk selv supplere med en tingbogsattest.
Andelsbolig
Andelsværdi plus godkendte forbedringer.
Seneste generalforsamlingsreferat plus årsrapport plus vedtægter samt andelsbevis, hvis det findes. Købsdokument kan være en fordel.
Bil
Anslået salgspris, typisk afhængig af alder og antal kørte km.
Købsdokument (slutseddel) evt. suppleret med indregistreringsattest.
Båd
Anslået salgspris
Købsdokument
Værdipapirer, kontant
Dagskurs
Print af internetbank, kontoudtog el.lign.
Andre formueaktiver
Tæller sædvanligvis ikke med formelt set. Nævn dog øvrige forhold omkring formue, fx familieformue.
Evt. købsdokument
Gæld
Kursværdien af gælden, alternativt indfrielsesbeløbet, hvis gælden skal indfries
Seneste årsopgørelse plus:
Realkreditlån: årsopgørelse eller seneste PBS udskrift med betaling af termin.
Banklån: netbank- eller kontoudskrift.
Andre lån: lånepapirer eller udskrift med restgæld. SU-lån dokumenteres via tast-selv (de sender ikke længere årsopgørelser).
Indkomst & udgifter
Indkomst og udgifter handler om løn og daglige udgifter. Her vil banken lægge vægt på, at økonomien løber rundt. Der ses altså på løn efter skat minus de faste udgifter. Forskellen herimellem kaldes rådighedsbeløb og skal dække de variable udgifter, som især er: mad, tøj og fornøjelser.
Banker vil kun undtagelsesvist låne penge ud, hvis økonomien ikke kan løbe rundt. Det medfører jo forhøjet risiko for, at lånet ikke tilbagebetales. Sædvanlige undtagelser i studerende, som ”investerer” i uddannelse, og pensionister, som lever af formuen.
Indkomst dokumenteres sådan her:
Indtægter
Dokumentation for din forventede årsindtægt – for eksempel et par aktuelle lønsedler, når du har fast job.
Med varierende job kan der være brug for flere lønsedler.
Har du privat firma, kan der i værste fald være brug for firmaets regnskab/budget. Hertil kommer børnepenge/-check.
For studerende er det årets støttemeddelelse.
Udgifter
Lav et anslået budget. De store poster i budgettet er typisk:
Husleje, ejendomsværdiskat, ejendomsskat, varme, el/vand/gas, husforsikring, (ejer)foreningskontingenter, indbo- og andre forsikringer, fagforening, a-kasse, bil, anden transportudgift til arbejde, telefon, medielicens, daginstitutionspladser, sommerhusudgifter samt udgifter til lån – herunder boliglån.
Betalingsvillighed
Det tæller som et meget stor plus i kreditvurdering, når banken kan se, at man har orden i sin økonomi – altså at man betaler sine regninger til tiden. Her vil banken undersøge, om der optræder overtræksrenter på nuværende kontoudtog, eller om der optræder unormale renter på årsopgørelsen fra SKAT. Det handler altså om at vise, at man ikke blot kan betale sine lån tilbage, men at det også kommer til at ske uden problemer.
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Tænk Penge har undersøgt, hvor du får mest for dine penge, når du planlægger sommerferie - og opdelt efter hvilken type ferie du ønsker Download rejseundersøgelsen her (pdf - åbner i nyt vindue)