Log på tænk.dk
 
 

Når superfluen lander på din dyne

 
30. januar 2009
 
Avancerede og bizarre teknologier vil blive taget i brug de kommende år. Elektroniske insekter og enorme databaser kan overvåge hvert et lille hjørne af dit privatliv.
Mekaniske insekter under kælenavnet Bug-Bots er under udvikling og forventes at kunne bruges til udspionering, for eksempel i private hjem, om få år.
Mekaniske insekter under kælenavnet Bug-Bots er under udvikling og forventes at kunne bruges til udspionering, for eksempel i private hjem, om få år.
Det er en lun sommeraften i 2012. Du åbner dit vindue og registrerer de første insekters ankomst som en lav, velkendt summen. Det er der ikke noget underligt i. Aftenluften i Danmark her omkring Sankt Hans er som sædvanlig fuld af små energiske flyvere.

Men én af de svirrende gæster tager en kurs, der ikke er helt som de andres. Den bliver ganske vist siddende et stykke tid i loftet i dit soveværelse og trasker endda rundt i cirkler på fluemanér over din seng. Men havde du haft mulighed for at komme nærmere på den, ville du have kunnet se noget kunstigt ved dens vinger, ved dens ben og ved øjnene, der bevæger sig i små hurtige, mekaniske ryk.

Den sidder stille og betragter omgivelserne og registrerer din krop et stykke væk, men i stedet for at miste interessen og svirre videre ligesom sine kolleger bliver den siddende ubevægelig, underligt fokuseret, mens der dybt inde i dens lille sorte hoved aktiveres et signal, som sender en besked videre til en ukendt modtager et sted derude i natten. Her lagres budskabet på en harddisk og bliver sekunder senere gengivet som et knivskarpt billede på en skærm:

Der ligger en person i en seng, man kan se mønstret på dynen og titlen på bogen, der ligger på natbordet. Så zoomes der ind på et ansigt, før der panoreres til højre og fokuseres på et vandglas, der er halvt fyldt.

Et øjeblik efter lander fluen på dynen, og nu fylder ansigtet hele skærmen i close up. Et par søvnige øjne betragter den besøgende med den åndsfraværelse, som så dagligdags et fænomen nu engang fortjener. Et øjeblik efter letter det lille insekt og forlader rummet uden en lyd.
Tillidsfulde danskere
”Vi er meget tillidsfulde, vi danskere, og det har vi også virkelig grund til at være, fordi folk har opført sig ordentligt hidtil, og vi har haft tillid til hinanden.

Men specielt med internettet oplever vi pludselig, at vores grænser blev fjernet – vi er ikke længere lukket inde i vores lille trygge verden, og det gælder også med åbningen af de fysiske grænser.

Vi har ikke længere mulighed for at have den tillid, og det er meget ærgerligt, for det er i virkeligheden den tillid, der gør, at vi bliver produktive og idérige. Vi har været vant til at forvente, at tingene var i orden. Selvfølgelig laver staten da ikke en løsning, der ikke er i orden.”

It-sikkerhedsarkitekt Jørn Guldberg, formand for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg.


Fagre elektroniske fremtid
Kort før jul beskrev det amerikanske magasin Scientific American de fantastiske overvågningssystemer, der hastigt vokser op omkring befolkningerne i de fleste lande i verden i disse år. Udviklingen er usynlig for de fleste og bliver kun af og til beskrevet som et kuriosum eller noget uundgåeligt i større medier.

Det amerikanske blad giver smagsprøver på dét, der er under opsejling. Fra nationalstaternes stejlt stigende indsamling af enorme datamængder, som allerede nu kræver udvikling af splinterny analyse- og samkøringsteknologi, til intensiv kamerakortlægning af det offentlige liv og sporing og registrering af menneskers færden døgnet rundt via såkaldte RFID-chips. Alt sammen mens vi venter på den fagreste blomst i buketten – den biometriske revolution – hvor kun fingeraftryk, iris-scanning og ansigtsgenkendelse åbner de døre, vi vil igennem, og beviser, at vi overhovedet er de mennesker, vi hævder at være.

De kunstige fluer, som udvikles under kælenavnet Bug-Bots, er blot en uendelig lille del af den enorme udvikling og vil være klar til deres afslørende missioner inden for få år, skriver Scientific American. I de svirrende, elektroniske vidundere forenes de hedeste drømme hos alle, der vil udspionere en husstand eller et menneske fysisk og diskret, hvad enten den ubudne gæst så viser sig at være din nabo, en tidligere kæreste eller en hemmelig politienhed. De elektroniske insekter behøver blot et åbent vindue eller en sprække under døren, så er de inde og parate med alle deres transmittere slået til.

Spioner drukner i information
Det er sådanne tilstande, som vi ikke kan vægre os imod, der må-ske kan udløse det chok, som mange it-eksperter går og venter på.
De kalder det et wake up call for almindelige mennesker, og de tror, at det pludselig kan komme, hvis udviklingen med ét løber løbsk, eller der indtræffer en enorm data-lækage, som eksponerer intime detaljer om en stor gruppe mennesker på en måde, ingen kan tolerere.
Så vil befolkningernes udstrakte tillid til systemerne på kort tid forvandles til det stik modsatte. Men indtil videre har syv års heftig udvikling af overvågnings-samfundet ikke fået mange alarmer til at ringe. Snarere tværtimod.

I årevis har borgerne – ikke mindst her i Danmark – trukket på skuldrene af den øgede registrering, hvad enten det drejer sig om frodigt voksende kameraparker eller intens logning af al tele- og internettrafik. Herregud, når man ikke har noget at skjule, hvad betyder det så?
Den engelske organisation Privacy International, der arbejder for at beskytte privatlivet på verdensplan, udnævner i sin årlige rapport Danmark til et af de værste overvågningsområder i verden. Vi overgås dog stadig af de rigtig store ”drenge” på feltet som Rusland, USA og England.

En af grundene til vores fremtrædende position er de to såkaldte terrorpakker og Logningsbekendtgørelsen, der giver myndighederne ret til at indsamle store mængder data om uskyldige mennesker til senere brug – hvis det nu bliver nødvendigt.

Ifølge tidligere operativ chef i PET gennem ni år, Hans Jørgen Bonnichsen, bliver det til 60 milliarder årlige logninger. ”Det vil nå astronomiske størrelser de kommende år,” siger han.

Det paradoksale er, at der ved de øgede registreringer totalt set bygges en større og større høstak, hvor det bliver sværere og sværere at finde nålen i høstakken, og på den måde kan informationsiveren blive direkte modproduktiv:

”De astronomiske størrelser skal vi jo også have redskaber til at håndtere. Ellers sker der dét, som er et frygtscenarie for en hvilken som helst efterretningsmand, nemlig at du aldrig nogensinde er i stand til at nå at behandle alle de informationer, du får. Du har i stakkevis af dem, men du kan aldrig nå at behandle dem. Og dér ligger måske lige præcis den viden, der afgør, om der sprænger en bombe i morgen eller i overmorgen.”

Siemens ser alt
Over for den slags problemer, som deles af efterretningstjenester i langt større lande, står idérige firmaer på spring med store, fagre og fantasifulde løsninger.

Senest er det kommet frem, at Nokia Siemens Networks tilbyder de informationstrængte stater og efterretningstjenester et højt avanceret system under navnet Siemens Intelligence Platform. Systemet er allerede nu blevet udnævnt til prototypen på et ”centralnervesystem i enhver politistat”, fordi denne platform tilbyder at bringe orden i alle tænkelige informationer, der indsamles om borgerne, og finde mønstre og særlige (mistænkelige) kombinationer på baggrund af – som Siemens selv skriver i en intern præsentation – registrering af emails, telefonopkald, internetaktivitet, banktransaktioner, e-handel, rejser, kriminalregistre, trafikoplysninger, forsikringsoplysninger og ”enhver anden database, som indeholder relevante data”.

Mere effektivt kan det ikke gøres. Siemens har bekræftet systemets eksistens, og at det allerede sælges. Det synes at dokumentere tidligere tiders ”dommedags”-forudsigelser af, at netop samkøring og avanceret profilering af personer, grupper og miljøer bliver resultatet af den stadigt større informations-indsamling.

Siemens tilbyder de overvågende stater at finde mønstre på fire centrale livsområder: ”Opførsel, kommunikation, bevægelser og indbyrdes bekendtskaber”.

Og slå alarm ved alle pludselige ændringer i ”målets” opførsel.

Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
NY BOG: De overvågede
NY BOG: De overvågede
Forbrugerrådets og Dansk Industris debatbog om den voksende registrering og overvågning af danskerne kan hentes gratis i PDF-format fra denne side.
Journalist: Erik Valeur
Foto: Casper Balslev
Fire scenarier om overvågning
Fire scenarier om overvågning
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk