Log på tænk.dk
 
 

Agenter får frit spil

 
30. januar 2009
 
Efterretningstjenesten har fået overvågningsbeføjelser, som ikke er nødvendige mener tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen.
Selvfølgelig er det fascinerende.” Den tidligere efterretningschef smiler mildt af sin egen konstatering. ”Med 41 års efterforskningsarbejde bag mig må jeg da sige, at jo, det er da nogle fascinerende muligheder, der tilbydes – jamen, det skal jeg da love for.” Han lyder næsten forbløffet.

De muligheder, Hans Jørgen Bonnichsen nævner, er dem, staten har tildelt hans tidligere arbejdsplads, PET, med hele to såkaldte terror-lovgivningspakker i årene efter 2001.

Så tilføjer han lidt mere alvorligt: ”Men det er jo ikke altid dét, det drejer sig om.”

Han forstår alligevel godt, at politikerne vil manifestere sig:

”Det er jo alle politikeres mareridt, at der sker noget alvorligt, uden at man har medvirket til at iværksætte de fornødne modforanstaltninger. Men jeg har jo også en forventning om, at de i visse situationer kan sætte sig ud over signalpolitikken og slå maven fra og bruge fornuften. Og det synes jeg en gang imellem er glippet.”

Forsømmer at se på den reelle risiko
Ifølge den tidligere operative leder hos PET fokuserer politikerne i al for høj grad på selve truslen om terror og dermed de værste skrækbilleder i folks hoveder, når de udtænker nye tiltag på overvågningsområdet, mens de helt forsømmer at se på den reelle risiko:

”Vi er truet – det er indiskutabelt – men hvad er den reelle risiko? Det ville da være tåbeligt, hvis jeg ikke som gammel PET-chef sagde, at selvfølgelig skal vi ha’ nogle redskaber, men balancen skal altid være i overensstemmelse med den til enhver tid gældende risikovurdering og ikke trusselsvurderingen.”

PET kan operere uden for domstolenes kontrol
Politikerne har med deres to terrorpakker i 2002 og 2006 givet PET mulighed for at operere uden for domstolenes kontrol, for eksempel når PET skal indhente passagerlisteoplysninger og oplysninger i det offentlige, og også uden at forvaltningsmyndigheden har mulighed for at vurdere, om der foreligger en konkret mistanke og få den prøvet ved en domstol.

Men det initiativ var helt unødvendigt, siger Hans Jørgen Bonnichsen:

”At droppe domstolskontrollen var jo hamrende ligegyldigt i forhold til behovet for hurtig handling, fordi vi i Retsplejeloven i forvejen havde en regel, som gjorde, at tidsspilde aldrig nogensinde ville opstå. I de tilfælde kunne PET nemlig foretage ransagning og forlange udlevering af oplysninger og opnå domstolskendelse inden for 24 timer bagefter,” siger Bonnichsen.

”Så der var i dette tilfælde alene tale om signalpolitik: Man gør noget, som i bund og grund ikke giver nogen som helst mening. Til gengæld er det særdeles nemt at give slip på vores retssikkerhed, mens den omvendt er virkelig svær at få genindført. Det er et stort spørgsmål, om politikerne i sidste ende har gjort PET en bjørnetjeneste. Når folk først begynder at spekulere på, om det er dem, der er i søgelyset på grund af en helt uskyldig handling, så vender aggressionen sig ikke mod politikerne, men mod PET, den udøvende myndighed. Det har jeg og mange af mine tidligere medarbejdere i PET nu sloges for i ni år: at få opbygget en tillid i forhold til den danske befolkning. Og det er den, politikerne nu risikerer at bringe i fare.”

Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
NY BOG: De overvågede
NY BOG: De overvågede
Forbrugerrådets og Dansk Industris debatbog om den voksende registrering og overvågning af danskerne kan hentes gratis i PDF-format fra denne side.
Journalist: Erik Valeur
Foto: Casper Balslev
Fire scenarier om overvågning
Fire scenarier om overvågning
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk