Familien Druedahl i Roskilde har et problem: Uønsket post - især reklamer og gratisaviser. Familien har prøvet alt. Alligevel kommer reklamerne og aviserne i en lind strøm. Ingen modværgeforanstaltninger holder reklamerne væk.
Af Lene Torp Carlsen
”Gang på gang hænger der post og reklamer ud af postkasserne, eller det ligger smidt på fortovet, når vi kommer hjem.”
Gitte Druedahl fra Roskilde har et problem: Uønskede reklamer.
Hun og hendes mand er begge på efterløn og tilbringer en stor del af deres tid i sommerhuset. Men når de kommer hjem til deres lille byhus i det indre Roskilde, flyder det ofte med uønskede reklamer og gratisaviser. ”Hvad gør man? Vi kan tilsyneladende ikke få dem til at lade være med at aflevere det. Vi bor helt ud til gaden - og et fortov fyldt med aviser og reklamer signalerer til hele omverdenen, at vi ikke er hjemme,” siger hun.
Familien har prøvet alt Familien synes selv, den har gjort, hvad den kan for at løse problemet: De har opsagt deres abonnement på en morgenavis. De er tilmeldt ’Ingen reklamer tak’-ordningen hos postvæsenet. De har opsat to store postkasser i et forsøg på at skabe plads nok. Begge er mærket med Post Danmarks officielle klistermærke. Familien har desuden forstørret mærket, skrevet ’NEJ TAK til reklamer’ i klar tekst, plastic-coated det og klistret det på postkasserne. Fra gratisavisen Søndagsavisen har de fået et klistermærke, der siger ’Nej tak til Søndagsavisen.’ Også dette er blevet forstørret, plastic-coated og klistret på postkasserne.
”Dengang der var faste postbude, virkede systemet. Nu skifter budene ustandselig - og min fornemmelse er, at jeg er nødt til at klage direkte til Post Danmark, hver gang der kommer et nyt bud - ellers havner skriftet ’Med Rundt’ inklusive reklamer i min postkasse. Det er det samme med Søndagsavisen. Hver gang de har skiftet bud, er jeg nødt til at klage til dem. Så hjælper det måske i et par uger. Det, at vi har forsøgt at løse problemet ved at opsætte to store postkasser, forværrer sommetider problemet - så bliver vi nemlig tildelt to eksemplarer af Søndagsavisen og reklamer!” siger Gitte Druedahl nærmest opgivende: ”Vi har også prøvet at afmontere postkasserne - så smider de det på gaden eller sætter det fast under dørhåndtaget, og det gør jo ikke problemet mindre.”
Familien ser med gru frem til efteråret, hvor der kommer to gratis husstandsomdelte nyhedsaviser. ”Vi går nærmest i panik ved tanken om alle de gratisaviser, der skal til at komme - hvad gør vi med dem? Hvordan bliver vi fri for alle disse uønskede aviser og reklamer? Har jeg slet ingen ret til selv at bestemme, hvad der må leveres på min adresse?” spørger Gitte Druedahl.
Det er bestemt Det spørgsmål bringer Tænk med sig til Post Danmark, hvor en anonym medarbejder forklarer, at man skal henvende sig personligt på posthuset og udfylde en blanket, hvis man ikke ønsker at få reklamer. ”Så får de et skilt udleveret, som de kan sætte på deres dør eller postkasse. Og så bliver de registreret i vores system.”
Men der kommer klager over, at det ikke bliver respekteret... ”Ja, men der er jo også andre, der bringer reklamer ud. Det får vi også en del klager over. Og desuden er det afsender, der bestemmer. Hvis de siger, at samtlige husstande skal have det, så skal vi bringe det ud. Det er firmaerne, vi lever af, og det er dem, der bestemmer.”
Men hvorfor skal det være så besværligt? Hvorfor kan man ikke bare selv lave et skilt og sige, at man ikke vil have det? ”Det kan man ikke.”
Hvorfor? ”Det er noget, der er vedtaget. Det er jo sådan, det er.”
Det er noget, Post Danmark har vedtaget... ”Ja.”
Men hvorfor har Post Danmark vedtaget det? ”Det er jo os, der bringer størstedelen af reklamer ud. Så det er et Post Danmark-skilt, der skal på døren.”
Men hvorfor skal det være det? ”Så man kan se, at det er registreret.”
Hvorfor er det ikke nok, at jeg selv skriver det på min dør? ”Man er nødt til at være registreret i vores system, så vi kan finde ud af, hvor mange der skal have reklamer, så udgiveren kun betaler for det antal, der skal have dem. Ellers kommer vi til at pakke for mange, og så kommer udgiveren til at betale for meget.”
Retten til at sige nej I Forbrugerrådet siger jurist Anette Høyrup, at familien Druedahl har gjort alt, hvad man kan for at slippe for den uønskede post.
Men burde man ikke selv kunne bestemme, hvad der kommer ind i ens hus eller postkasse? ”Jo. Og det er for ringe, når de forskellige bude ikke respekterer skiltningen. Men det er ikke en lovfæstet regel, at man kan slippe for reklamer,” siger Anette Høyrup. ”Det burde være valgfrit, om man vil modtage den slags post, men i dag er det ikke forbrugernes eget valg.”
Forbrugerombudsmanden får jævnligt henvendelser fra folk, der er irriterede over, at de ikke kan slippe for reklamer. Og med de nye gratisaviser er der også kommet en række henvendelser fra forbrugere, der ønsker at kunne frabede sig dem.
I juni udsendte Forbrugerombudsmanden en erklæring om, at de nye gratisaviser vil være omfattet af de gældende retningslinier for reklamer og lokalaviser. Det vil i praksis sige, at man ikke har ret til at sige nej til aviserne, men at de skal afleveres på en ”ordentlig og hensigtsmæssig måde.”
Privatlivets fred I slutningen af 80erne foretog en embedsmandsgruppe fra flere ministerier en vurdering af, om de ”adresseløse forsendelser” var en så stor overskridelse af privatlivets fred, at der var brug for lovgivning på området. Konklusionen blev, at det ikke var nødvendigt.
Men siden er mængden af reklamer og gratisaviser vokset markant, og med de nye gratisaviser kan det meget let blive nødvendigt at gøre et ’nej tak’ til en lovbestemt ret for forbrugerne, mener Anette Høyrup. ”Hvis problemerne eskalerer på grund af alle de nye gratisaviser, eller fordi ’Ingen reklamer tak’-skiltet ikke respekteres, så kan det blive nødvendigt at kræve lovgivning.”
Begge de nye gratisaviser har bebudet, at de vil respektere, hvis folk ønsker at slippe for at modtage aviserne. Et flertal udenom regeringen har bebudet, at det er parat til at lovgive på området.
