Mange mennesker er gennem de seneste år blevet behandlet med de såkaldte lykkepiller, men nu begynder der at dukke historier op om alvorlige bivirkninger ved de tidligere så tilbedte præparater.
Flere patienter har fortalt, at de har oplevet angstanfald, at de er blevet aggressive eller at de har forsøgt at begå selvmord, fordi de er blevet behandlet med lykkepillerne, som rigtigt hedder SSRI-piller.
I Storbritannien har lægemiddelstyrelsen taget meldingerne så alvorligt, at de juni tog det helt usædvanlige skridt at forbyde lægerne at give lykkepillerne Seroxat til patienter under 18 år. Siden da har myndighederne i Sverige, USA, Norge, Canada, Frankrig, Irland og Holland advaret offentligheden mod at bruge to mærker lykkepiller til børn og unge.
Men i Danmark har Lægemiddelstyrelsen indtil videre forholdt sig tavs. En tavshed kontorchef i Lægemiddelstyrelsen Per Helboe ikke kan forklare.
Du bør henvende dig til din læge, hvis du er bekymret, eller hvis du har oplevet bivirkninger ved SSRI-præparater. Det kan være farligt blot at holde op med medicinen.