Log på tænk.dk
Blad » Slip for gebyret
 

Slip for undersøgelsesgebyret

 
29. august 2008
 
Undersøgelsesgebyrer udhuler købeloven og skal afskaffes, mener Forbrugerrådet. Nu laver rådet en liste over butikker, hvor du kan undgå gebyrerne.
Af Karen Agerbæk Jørgensen

Dine erfaringer med undersøgelsesgebyrer
Find listen over gebyrfri butikker på www.fbr.dk. Hvis du vil føje butikker til listen eller fortælle om erfaringer med undersøgelsesgebyrer, så skriv til gebyr@fbr.dk.
Går den nye mobiltelefon eller computer i stykker inden for de første to år, har du ret til at få den repareret eller byttet til en ny. Men mange butikker opkræver gebyr for at undersøge varen. Gebyret skal betales, hvis værkstedet vurderer, at du selv er skyld i fejlen.

Gebyret er ikke fair
Det er svært for forbrugeren at afgøre, om den bærbare er stået af, fordi den er tabt på gulvet, eller fordi den skrantede fra fabrikken. Derfor mener Forbrugerrådet ikke, at gebyret er fair. Nu laver rådet en liste, hvor forbrugerne kan se, hvilke butikker der kræver undersøgelsesgebyr, og hvilke der ikke gør.

”Det skal være forbudt at opkræve undersøgelsesgebyrer. Gebyret er helt urimeligt og udhuler reklamationsretten, fordi det måske afholder nogle kunder fra at klage over fejl ved den vare, de har købt. Det er ikke acceptabelt,” siger Forbrugerrådets formand, Camilla Hersom.

Reklamationer, garanti og gebyrer
Købeloven sikrer forbrugeren en reklamationsret på to år til at få fejl og mangler afhjulpet eller få varen byttet til en ny. En mangel er en fejl, der allerede var på varen ved købet, selv om fejlen først viser sig senere.

Sælgeren kan frivilligt give kunden en garanti, som giver kunden ekstra rettigheder. Butikken må ikke opkræve undersøgelsesgebyr, hvis der er garanti på varen.

En butik kan kræve et undersøgelsesgebyr inden for de to års reklamationsret, hvis butikken ikke kan finde fejlen eller mener, at forbrugeren selv er skyld i fejlen. Klager du inden for de første seks måneder, kan du normalt ikke blive opkrævet et undersøgelsesgebyr.

For at kunne kræve et gebyr skal butikken udtrykkeligt informere om gebyret og dets størrelse, og forbrugeren skal have accepteret at skulle betale et gebyr for undersøgelsen.

De fleste store elektronik- og dagligvarekæder opkræver gebyr, som kunderne kommer til at betale, hvis fejlen ikke dækkes af reklamationsretten.

Telekæden: Nødvendigt gebyr
Hos Telekæden skriver kunderne under på, at de kan risikere at betale gebyr for at få undersøgt fejlen, på en mobiltelefon, hvis fejlen ikke er dækket af garantien. Ifølge kædens ansvarlige for kundeservice, Klaus Engelbreth, er gebyret nødvendigt:

”Vi sender alle varer til reparation på autoriserede værksteder. Vi er ikke eksperter og vil ikke lade ekspedienterne afgøre, om varen kan repareres under garantien; det er op til teknikerne på værkstedet. Ved indlevering skriver kunden under på, at det kan komme til at koste 250 kroner at få undersøgt telefonen, hvis det viser sig, at de selv er skyld i fejlen og garantien derfor ikke dækker reparation,” siger han.

Butikkerne bestemmer selv
Dansk Erhverv, som repræsenterer 20.000 virksomheder, har indført fælles retningslinjer for brug af undersøgelsesgebyr. Men butikkerne kan selv bestemme, om de vil opkræve gebyret.

En af de elektronikkæder, der har valgt ikke at opkræve undersøgelsesgebyr, er Hi-Fi Klubben. Kæden giver to års fuld garanti, hvor alle defekte varer repareres gratis.

”Det er useriøst, at kunden skal kunne bevise, at fejlen har været der fra starten. Det er jo næppe muligt. Hos os er der ingen grund til undersøgelsesgebyr, fordi vi reparerer gratis. Der er dog visse undtagelser, som hvis et anlæg åbenlyst har lidt overlast. I sådanne tilfælde ender varen sjældent til reparation, fordi vi forklarer kunden, at fejlen er uden for garantien. Dermed undgår kunden også undersøgelsesgebyret,” siger Henrik Wieben, markedschef for Hi-Fi Klubben i Danmark.

Forbrugerrådet arbejder for forbud
Forbrugerrådet arbejder nu for et forbud mod gebyrerne.

”Når det handler om teknisk komplicerede produkter, har forbrugerne ikke en chance for at bevise, at fejlen ikke er deres. De er nødt til at indlevere varen til sælgeren og dermed acceptere et undersøgelsesgebyr eller undlade at reklamere. Det, synes vi, er meget uheldigt,” siger Camilla Hersom.

Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk