Log på tænk.dk
Blad » Mærker på madvarer
 

Få styr på mærkerne på dine madvarer

 
26. februar 2010
 
Læs om de forskellige mærker inden for ernæring, økologi og bæredygtighed, så du kan spotte dem igen, når du handler ind.

Ernæring


Nøglehullet
En fælles nordisk mærkningsordning i Sverige, Norge og Danmark, der angiver de sunde produkter. I Sverige har mærket eksisteret i 20 år og er meget populært blandt forbrugerne.

Nøglehulsmærket er en frivillig mærkningsordning, og det er dermed op til de enkelte producenter at beslutte om og i hvilket omfang, de ønsker at mærke deres varer med det nye ernæringsmærke.

Nøglehullet er et officielt ernæringsmærke, der gør det nemmere for dig at finde de fødevarer, der indeholder mindre sukker, mindre fedt, mindre salt og flere kostfibre.
Du kan finde Nøglehullet på mælk, yoghurt, olie, fisk, kylling, nogle færdigretter, frugt, bær, grønsager eller brød, müsli, pasta og mel.

Fuldkornsmærket

Brød og kornprodukter, som bærer fuldkornsmærket, har 50 procent fuldkorn i tørstofindholdet. Fuldkorns¬mærket er stiftet i et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og repræsentanter for korn- og brødbranchen.

Desuden gælder for fuldkornsmærket de samme kriterier for indholdet af næringsstoffer som for Nøglehullet, hvor brød pr. 100 gram max må indeholde 7 gram fedt, 5 gram sukkerarter og 1,25 gram salt samt mindst 5 gram kostfibre pr. 100 gram.
Kravet til fuldkornsindholdet er 25 procent for Nøglehulsmærket.

Mærkerne skal gøre det lettere at vælge fødevarer med et højt indhold af kostfibre og et lavt indhold af sukker, salt og fedt.

GDA

Mærkningen GDA (Guideline Daily Amount, vejledende dagligt indtag på dansk) skal vise, hvor mange procent en portion af fødevaren indeholder ud af det daglige behov.

Fødevareindustrien kalder ordningen for en vejledning til forbrugerne. Forbrugerrådet mener, at ordningen er vildledende, da den er baseret på to størrelser – portionsstørrelser og dagligt behov – der varierer meget både fra produkt til produkt og fra person til person. Og åbenlyst usunde produkter kan komme til at se fornuftige ud.

Der er et særligt problem i relation til børn, da de har andre behov for næringsstoffer end gennemsnitskvinden. De virkelige GDA’er for børn er derfor højere end dem, der er angivet på pakningerne.

Økologi

Ø-mærket
Det danske statskontrollerede økologimærke bruges primært fødevarer, men kan også fås på juletræer og potteplanter. Det garanterer at virksomheden eller gården, der producerer maden, bliver kontrolleret af Plantedirektoratet.

EU's økologimærke

Det europæiske økologimærke bruges på fødevarer og ses ofte sammen med det danske røde Ø-mærke. Mærket svarer nogenlunde til det danske Ø-mærke, og det bliver også kontrolleret af Plantedirektoratet.
Mærket er på vej til at blive relanceret med et nyt logo (et blad med stjerner).

Andre landes økomærker

KRAV

KRAV er navnet på organisationen og mærkatet der i Sverige certificerer økologisk produktion. Mærket ses især på madvarer. KRAV-kontrollen omfatter regler om tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler, gødning og dyrehold.

Debio
Et norsk økologimærke, der administreres af en privat organisation Debio, men under kontrol af statsmyndighederne. Debio's økologimærke skiftes ud mellem 2008 og 2010.

Debio udsteder også et mærke, der dækker de områder, der ikke dækkes af økologimærket. Det kan fx være fisk. Mærket hedder "Debio - kontroll" og gives til varer, der er med til at fremme en bæredygtig udvikling.

AB

Agriculture Biologique er et statskontrolleret fransk økologimærke – logoet ejes af den franske stat. Økologiske produkter kan få mærket, hvis de indeholder mere end 95% økologiske.

EKO
Et økologimærke, der uddeles af den hollandske organisation Skal. Skal er det eneste private firma i Holland, der er bemyndiget til at certificere økologiske varer. Desuden har Skal autorisation til at certificere økologiske varer i flere andre lande – fx Tyskland.

EKO-mærket er derfor et kontrolmærke, som man ofte kan møde på importerede økologiske madvarer i Danmark. Det findes også på tekstiler og trævarer.

Bæredygtighed

Fairtrade Mærket Danmark
Fairtrade er en international mærkningsordning og tidligere kendt som Max Havelaar. Mærket betyder, at nogle af verdens fattigste bønder får en mindstepris for deres produkter, og at arbejdere på for eksempel plantager skridt for skridt får forbedret deres arbejdsforhold.

Både bønder og arbejdere får desuden penge til projekter i lokalområdet, og miljøet skånes i produktionen.

Marine Stewardship
MSC belønner de fiskere, der ønsker at drive et bæredygtigt erhverv, og som effektivt bekæmper ulovligt fiskeri. Mærket er det eneste, der lever op til FN’s internationale standarder for miljømærkning af bæredygtigt fiskeri.


Læs mere:

Forbrugerrådet: 10 mærker som giver dig reel og uafhængig information
Miljø og Sundhed

Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk