Undgå flammehæmmende kemikalier
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Undgå flammehæmmende kemikalier

Flammehæmmere er tilsat elektronik, babyudstyr og møbler for at mindske brandrisikoen. Men stofferne kan have flere negative sundhedseffekter.

Niels Søndergaard · Foto: Annette Sønderby · 18. april 2023
sofa

Flammehæmmere er kemikalier, som kan være tilsat i dit fjernsyn, computer eller anden elektronik i hjemmet for at mindske risikoen for brand i produkterne.

Sofaer, autostole og andre produkter med tekstil kan også i visse tilfælde indeholde stofferne.

Men flammehæmmere er også under mistanke for at kunne forårsage både fosterskader, kræft og hormonforstyrrende effekter.

Cocktaileffekten udgør en risiko

Ligesom med de fleste andre uønskede kemikalier er det sjældent det enkelte stof i det enkelte produkt, der er farligt. Men derimod cocktaileffekten af uønskede kemikalier fra mange kilder i din hverdag, der kan udgøre en sundhedsrisiko.

Miljøstyrelsen har dog tidligere fundet flammehæmmere i produkter i mængder, der kunne være farlige. Disse produkter er trukket af markedet, og myndighederne arbejder løbende på at gøre reglerne for flammehæmmere strammere.

Disse kemikalier er uønskede

Flammehæmmere kan findes som flere forskellige stoffer. De problematiske af slagsen tæller bl.a. bromerede flammehæmmere, klorerede eller fosforholdige flammehæmmere og klorparaffiner.

Bromerede flammehæmmere

Bromerede flammehæmmere er oftest brugt i elektronik for at forhindre brand i fx din computer. De mest problematiske bromerede flammehæmmere er forbudte i EU. Det er bl.a. penta-BDE og octa-BDE.

Disse stoffer er blevet målt siden 1980’erne i isbjørne, sæler og måger i Grønland, fordi stofferne ophobes i miljøet.

Klorede eller forforholdige flammehæmmere

En anden gruppe af flammehæmmere kaldes for klorede, forsforholdige eller organofosfat flammehæmmere og er blevet anvendt som et alternativ til de bromerede flammehæmmere. Men flere videnskabelige undersøgelser peger på, at disse kemikalier kan være både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

Tre fosforholdige flammehæmmere – TCEP, TCPP og TDCPP - er forbudte i legetøj til børn under tre år, fordi de er mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

Flammehæmmerne er stadig tilladte i børneudstyr som klapvogne, autostole eller bæreseler.

Klorparaffiner

Klorparaffiner kan være i babyudstyr, byggematerialer som fx fugemasse, maling og gulvbelægninger og som smøremidler i olier til metaldele og til behandling af læder.

De bruges også som blødgørere i plast.

Klorparaffiner er mistænkt for både at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

De kortkædede klorparaffiner er forbudte at anvende i alle produkter, mens andre klorparaffiner fortsat er tilladte.

Kemikalier afdamper til luften i hjemmet

Flammehæmmere afdamper fra produkter som fjernsyn og computer og spreder sig videre i luften og ender fx i det støv, som findes i hjemmet.

Det kan du indånde, når støvet svæver i luften.

Små børn er særligt udsatte

Børn kan være i direkte kontakt med produkter, der indeholder flammehæmmere eller blive udsat for stofferne i indeklimaet.

Børn kan for eksempel blive udsat:

  • Når de sutter på støvet legetøj.
  • Når de leger på gulvet.
  • Når de sutter på fingrene, efter at de har leget på gulvet med støv.

Undgå babyudstyr fra England

I England gælder særlige regler for, hvor brandsikre produkter skal være. Børneprodukter som autostole, klapvogne og lignende er omfattet af disse regler.

Produkter beregnet til det engelske marked kan derfor i højere grad være behandlet med problematiske flammehæmmere end i andre europæiske lande for at sikre, at de overholder de skrappere brandsikringsregler.

Vi kan derfor ikke anbefale forældre at købe baby- og børneprodukter fra engelske forhandlere.

Høje mængder af flammehæmmere i genbrugsplast

Når du kasserer dit gamle tv eller stereoanlæg, bliver den sorte plast genanvendt. Den hårde plast bliver fx genbrugt til at lave hårclips, legetøjsrevolvere eller lignende produkter i sort plast.

Genanvendelse af plast er i sig selv godt for miljøet. Men det giver et uheldigt smuthul i loven for hormonforstyrrende stoffer som flammehæmmere, der må findes i op til 100 gange højere mængder i produkter af genbrugsplast.

I 2018 viste en fælleseuropæisk test af 430 produkter i hårdt, sort plast, at 100 produkter indeholdt flammehæmmere, og i 50 produkter var indholdet så højt, at det ville have været forbudt, hvis plasten havde været ny.

I produkter fra Danmark var indholdet dog generelt lavt. Kun 6 ud af 20 produkter i testen indeholdt flammehæmmere, alle i lave mængder.

Fem tips til flammehæmmere

1. Luft ud og støvsug

Det er generelt et af de bedste råd, hvis du gerne vil have et godt indeklima derhjemme og derigennem begrænse din udsættelse for uønsket kemi. Problematiske kemikalier afdamper til luften og binder sig til støv i hjemmet. Derfor er det vigtigt at fjerne støv og lufte ud. Sørg for eksempel for, at fjernsynet og computeren af tørret fri for støv.

2. Vask hænder

Det er en god ide at vaske hænder, så du vasker støv og eventuelle kemikalier af. Det gælder især for små børn, som leger på gulvet, hvor der kan være støv. Vask helst hænder, inden du spiser.

3. Sluk for elektronik, du ikke bruger

Det er også en god ide at slukke helt for fjernsyn, computer, stereoanlæg og anden elektronik, når du er færdig med at bruge det. Afdampningen er størst fra tændte apparater. Undgå så vidt muligt at have elektronik i soveværelset.

4. Vælg miljømærkede produkter

Vælg produkter, der er mærket med Svanemærket eller EU’s Blomsten. Kravene fra disse mærker er generelt skrappere end lovgivningen. Der må for eksempel ikke være bromerede flammehæmmere i svanemærkede sofaer, madrasser, tæpper og tv-apparater.

5. Spørg virksomheden

Spørg forhandleren, om produktet indeholder flammehæmmere eller genanvendt plast.

I butikken kan du ikke selv se, om produkterne er lavet af fx genanvendt plast, som kan indeholde flammehæmmere. Men er produktet lavet i sort, hårdt plast kan det tyde på, at det består af genanvendt plast fra elektronik.

Det er generelt altid en god ide at spørge forhandleren, om produktet indeholder stoffer, som er på EU’s såkaldte kandidatliste over særligt problematiske kemikalier.

Findes der flammehæmmere i et produkt, der er på EU’s kandidatliste over særligt problematiske stoffer, skal forhandleren oplyse det senest 45 dage, efter at du har spurgt.

Du kan også bruge appen Tjek Kemien, der gør det let at spørge virksomheden om kandidatlistestoffer. Vær opmærksom på, at ikke alle flammehæmmere er optaget på listen.

2018: Test af flammehæmmere i genbrugsplast

  • Sammen med 18 andre NGOer fra EU og EU's nabolande testede Forbrugerrådet Tænk Kemi produkter af hårdt, sort plast. Det var for eksempel hårbøjler, hårclips, køkkenredskaber, legetøjsrevolvere og andet legetøj.

    Resultaterne i undersøgelsen viste, at produkterne kan indeholde mistænkt hormonforstyrrende flammehæmmere – i mange til fælde i højere mængder, end det er tilladt i ny plast.

    Derfor er der behov for at ensrette grænseværdierne for ny og genanvendt plast.

    Forbrugerrådet Tænk Kemi medvirkede i undersøgelsen med 20 produkter fra det danske marked. Kun 6 produkter indeholdt flammehæmmere i lave mængder. Det danske marked klarede sig derfor bedre i undersøgelsen end de europæiske markeder generelt.

  • I en fælleseuropæisk test har organisationerne undersøgt 430 forskellige forbrugerprodukter. Blandt de testede produkter var blandt andet køkkengrej, legetøj og hår-accessories i hårdt, sort plast.

    De testede produkter indeholdt i 100 tilfælde de såkaldte flammehæmmere, som er kemikalier, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

    I 50 produkter var indholdet så højt, at det ville have været forbudt, hvis plasten havde været ny.

    I Danmark var indholdet generelt lavt. Kun 6 ud af 20 produkter i testen indeholdt flammehæmmere i lave mængder.