Med den nye finanslov er der afsat en pulje på 400 mio. kroner til tilskud til etablering af for eksempel solvarme- og jordvarmeanlæg. Forudsætningen er at du i dag får varme fra et ældre oliefyr. Du skulle kunne få et tilskud på 15-25% af udgiften til konverteringen.
Et tilskud på 25% på merinvesteringen til solvarme ved udskiftning af oliefyr, vil betyde en væsentlig bedre økonomi i projektet.
Tænks beregninger viser, at selv med dagens oliepris, vil du faktisk kunne få balance i økonomien over 20 år.
Energi- og Klimaministeriet har målrettet denne hjemmeside til alle os almindelige forbrugere, med oplysninger om blandt andet solvarmeanlæg.
Der er mange gode oplysninger og illustrationer om emnet, men siden er meget optimistisk med hensyn til de økonomiske forhold.
Efter at Tænk har konfronteret dem med dette forhold, har de lovet at rette teksterne på hjemmesiden. Men det er ikke sket endnu (30-11-2009).
Energitjenesten er en offentligt finansieret organisation der giver information om energibesparelser og vedvarende energi, blandt andet solvarmeanlæg.
Der er blandt andet henvisning til en brochure fra Dansk Solvarme Forening om økonomi ved etablering af solvarme i forbindelse med udskiftning af olie- eller gasfyr. Vær opmærksom på, at der i investeringerne ikke er medregnet nedtagning af det gamle anlæg og i det hele taget er de angivne investeringspriser forældede.
Nu nærmer vi os den lidt mere nørdede afdeling. AltOmSolvarme er endnu et offentligt støttet initiativ til udbredelse af information om solvarme.
I praksis er det nærmest et samlingspunkt for producenter, montører og andre branchefolk. Og især rettet mod professionelle kunder som fx. boligforeninger.
Her kan du finde blandt andet links til producenter og forhandlere.
Nu bliver det rigtig ingeniøragtigt. På God-Solvarme.dk kan du finde testresultater for de solfangere, der er Solarkeymark-godkendte. Du kan også finde lister over varmtvandsbeholdere med gode energiegenskaber.
Det er fra denne side vi har hentet tal for effektivitet fra forskellige solfangersystemer til Tænks artikel.
God-Solvarme er en fortsættelse af en af aktiviteterne fra Teknologisk Instituts prøvestation for solvarme, der blev lukket omkring 2002 – listen over effektive solfangere vedligeholdes på basis af attester fra udenlandske prøvestationer.
I tilknytning til God-Solvarme kan du også finde frem til listen over de montører der er med i den frivillige kvalitetssikringsordning, KSO, www.kso-ordning.dk/.
Og vi bliver i den nørdede afdeling: Og kun interessant, hvis du overvejer nybyggeri ...
Byggereglementet stiller nu skrappe krav til energiforbrug per m2 i nybyggeri. Hvis du installerer solvarme, bliver det lettere at opfylde kravene.
På denne side kan du hente et beregningsprogram, som kan bruges ved projektering af solvarmeanlægget, BYG-SOL.
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.