Log på tænk.dk
Blad » Solvarme-tema
 

Solvarme kan kun betale sig med tilskud

 
4. december 2009
 
Vidste du at...
Solvarme gavner miljøet, men anlægget er ikke nogen god forretning, så længe man ikke får tilskud, viser Tænks beregninger.


Af Erik Valeur / Research Henrik Teglgaard Lund og Julie Strandesen / Foto Nicolai Lorenzen

Sådan virker solfangeren
Anlægget fungerer ved, at solens stråler rammer solfangeren, der enten kan sidde på taget eller stå på jorden.
Det opvarmer en særlig væske, der via en cirkulationspumpe havner i en stor vandbeholder i kælderen.

I sommerhalvåret giver det gratis varmt vand, men også i vinterhalvåret hjælper solens stråler med vandopvarmningen.

En solfanger på 4-6 m2 kan opvarme 60-70 procent af det årlige varmtvandsforbrug for en husstand med fire-fem personer.
Et solvarmeanlæg, der supplerer olie eller gas, kan ikke tjene sig selv hjem i anlæggets levetid, med mindre de kommende år byder på drastiske prisstigninger på de traditionelle energiformer.

Det viser udregninger, som Tænk har foretaget baseret på reelle tilbud fra en række producenter og installatører af solfangere.
Økonomien løber ikke rundt, selv når du inddrager de mest gunstige betingelser: At anlægget sælges på tilbud, og at du anskaffer det samtidig med, at du alligevel skifter varmekilde eller varmtvandsbeholder, hvor beholderens pris delvis kan godtgøres i solvarmeregnestykket.

Alligevel kan du på diverse hjemmesider, der rådgiver om solvarme og tilbyder beregninger, finde meget optimistiske budskaber.
Således lover Klima- og Energiministeriets hjemmeside energisparebolig.dk:

”Et solvarmeanlæg bliver ofte en rigtig god forretning. I nogle tilfælde tjener etableringsudgiften sig endda hjem på ganske få år.”

Ingen overskud

Klima- og Energiministeriets lune løfte vækker skepsis hos Tænks testchef:
”Hvis du supplerer olie- eller gasopvarmning, kan du spare mellem 1.400 og 1.600 kroner om året efter en investering på omkring 40.000 kroner.
Og det kan ikke give overskud i anlæggets levetid,” fastslår Henrik Teglgaard Lund.

”Investeringen er naturligvis lidt lavere isoleret set, hvis du alligevel står over for at skulle udskifte dit gamle anlæg og for eksempel skal have en ny varmtvandsbeholder.

Men det kan stadig ikke svare sig. Det begynder først at ligne noget for de få familier, der i dag varmer deres vand op med el – men de skal i praksis hen på den anden side af 17 år, før anlægget betaler sig hjem.”

Også i ministeriet er man klar over, at løfterne er lige lovlig optimistiske:
”Det er rigtigt, at det i nogle konstellationer er en ret skidt forretning at vælge solvarme. Formuleringen omkring økonomien er måske strammet lige lovlig hårdt op, og vi vil tage et kig på den for eventuelt at afbalancere den,” siger Charlotte Malassé fra energisparebolig.dk.

Solvarme er med andre ord for familier, der gerne vil sikre sig mod pludselige prisstigninger på deres nuværende opvarmning – eller er med på at betale ekstra for at gavne miljøet – med mindre der indføres støtte.

Se forudsætningerne for beregningerne

Links til mere information og tekniske detaljer om solvarme

Regeringen lover støtte til solvarme

Læs også temaet: Spar med jordvarme

Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Om nyhedsbrevet | Afmeld
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk