Slaget om mærkning af fisken

Flere grønne organisationer er blevet uenige om det lille blå MSC-mærke, der skal sikre bæredygtigt, miljøvenligt fiskeri.

Af Erik Valeur / Foto Polfoto

Den lille blå fisk, som skulle gøre det sålet for forbrugerne at spise fisk med miljørigtig samvittighed, er på vej ind i strid storm.

Principielt er alle ellers fuldstændigenige:
Dansk fiskeri skal i fremtiden være både miljøvenligt og bæredygtigt.
Og set fra fiskernes side haster det. For i de lande, som Danmark eksporterer til, efterspørger forbrugerne i stigende grad produkter med det lille blå miljøstempel – det såkaldte MSC-mærke – der skal forhindre overfiskeri og sikre havmiljøet.

Men så hører enigheden også op.

Miljøforkæmpere som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening kritiserer nu MSC-mærket for at overse vigtige miljø hensyn og acceptere fiskeri, der ikke er bæredygtigt – eller som direkte skader havmiljøet.

Over for dem står organisationer som Verdensnaturfonden (WWF), Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres Producent Organisation, der netop nu presser på for at få mere MSC-mærket fisk sat på de europæiske middagsborde.

Et hav af problemer

Mudret. Det ord bruger Hanne Lyng Winter, der er kampagneleder og marinbiolog i Greenpeace Norden, om den igangværende diskussion om MSC-mærkningen.

”I udgangspunktet er MSC jo ikke en dårlig idé. Som supermarked eller forbruger er det let at forholde sig til sådan et mærke.
Men det er, som om alt skal certificeres. Der er til dato kun ét fiskeri, der ikke har fået MSC-mærket efter at være gået i gang med den store ansøgningsproces.”

Greenpeace ville gerne se mere nuanceret på området, fordi miljørigtigt, bæredygtigt fiskeri tilsyneladende godt kan have usynlige skadevirkninger, som vi overser i dag.

”For eksempel sælger danske supermarkeder Alaska Sej fra Beringshavet med MSC-mærket, men søløverne i Beringshavet lever blandt andet af Alaska-sejen, og der fiskes også i søløvernes beskyttede område, derfor er hele bestanden nu for nedadgående,” siger Hanne Lyng Winter.

”Et andet problem er, at man kan blive certificeret, selv om man ikke helt opfylder kriterierne, hvis man bare lover at gøre noget ved det inden for en årrække.
Og så er det et problem, at MSC certificerer bundtrawl som bæredygtigt, selv om der findes langt mere energieffektive fangstmetoder, som ikke påvirker bundforholdene.”

Endelig nævner Greenpeace-kampagnelederen, at det typisk er de store både og sammenslutninger, der har råd til at få MSC-mærket, fordi selve certificeringen koster mange penge, mens mindre både, der måske fisker mere bæredygtigt, ikke har samme mulighed:

”Og så mister de paradoksalt nok muligheden for at komme ind på markedet.”

Men hvad vil I anbefale forbrugerne at gøre – droppe at spise fisk?
”Vi kan bare sige, at fisk og skaldyr er en jungle at finde rundt i, og lige nu er der ikke noget mærke, vi kan anbefale 100 procent.”

Strid om skrabemuslinger

Man behøver dog ikke at drage helt til Beringshavet for at finde eksempler på diskussionen om MSC-mærket:

”Vi opdagede lidt tilfældigt, at muslingefiskeriet i et område af Limfjorden var ved at blive certificeret,” siger biolog i Danmarks Naturfredningsforening, Henning Mørk Jørgensen.

”Vi er klart modstander af muslingeskrab – som svarer til, at du pløjer en mark eller rydder en skov, hvor planter og dyr ikke når at komme op i naturlig størrelse og mængde, før du skraber igen.”

Henning Mørk Jørgensen kalder foreningens arbejde med at påvirke MSC-mærkningen for ”en meget omstændelig proces”, hvor kilderne efter hans mening ”blev brugt meget skævt” af det uafhængige firma, som MSC havde hyret til at foretage vurderingen.

”Der lyttes mest til kilder tæt knyttet til fiskeriet, for eksempel Fiskeridirektoratet og DTU Aqua,” siger han.

I DTU Aqua siger seniorrådgiver Per Dolmer:
”Vi har udarbejdet en lang række rapporter og konsekvensvurderinger af blåmuslingefiskeriet i både Lovns og Løgstør Bredning.
Der er foretaget vurderinger af, hvor mange fartøjer, der må være i området samtidig – og hvor lavt vand, de må gå ind på.”

Påvirkningen af Limfjorden overvåges løbende, understreger han.
”Det er få procent af området, der bliver påvirket – men der sker en påvirkning.
Det er ikke forskningens rolle at sætte grænser for fiskeriet, og fra forvalternes side vurderes det, at fiskeriet er inden for nogle acceptable rammer.
Det er altid et spørgsmål om vurderinger i forvaltningen og i interesseorganisationerne – og om ambitionsniveau.
Havde du et tilstrækkeligt højt ambitionsniveau, kunne du jo lukke hele fiskeriet.”

Bundtrawl og brændstof

Verdensnaturfonden (WWF) var med til at indføre MSC-mærket i 90’erne.
Og i WWF understreger Christoph Mathiesen, der er programmedarbejder for fiskeri og akvakultur, at mærkningen skal baseres på en ”grundig, uafhængig vurdering fra en tredjepart”, som er et uafhængigt, akkrediteret konsulentfirma med speciale inden for vildtfanget fisk.

”Det hele er baseret på solid videnskabelig dokumentation og en åbenhed, hvor alle kan spille ind med deres synspunkter,” siger han.

Men der er jo blandt andet indvendinger mod, at MSC-mærket tillader bundtrawl, når der er langt mildere metoder?

”Ja, nogle redskaber kan være skadelige – det er klart – men det handler om, at redskaberne bliver brugt på den rigtige måde.
I Limfjorden stoler vi på, at processen er kørt efter reglerne.
Men selvfølgelig er vi da ikke bare ukritiske over for MSC. Vi har tænkt os at følge certificeringen af en lang række fiskerier de kommende år
meget tæt.”

Formanden for den private forening Levende Hav, Knud Andersen, mener, at skibenes forbrug af brændstof og CO2-belastning pr. kilo fanget fisk også bør indgå i MSC-mærket.

Medlemmerne af Landsforeningen Levende Hav spænder fra små fiskeskippere til marinbiologer, der arbejder for et fiskeri, som skåner naturen.

”Den herskende metode er trawlfiskeri, hvor man slæber fangstredskabet efter sig.
Det belaster både miljøet og havbunden langt mere end passive redskaber som garn, ruser, kroge og snurrevod. Vores påstand er, at dansk fiskeri kunne halvere CO2-udslippet, men MSC-mærkningen accelererer trawlfiskeriet, fordi den ikke indregner CO2.
På den måde udkonkurrerer de store fartøjer – med høj motorkraft og moderne teknik – de små fartøjer.”

I WWF siger Christoph Mathiesen:
”MSC er i stadig udvikling, og CO2 er måske et punkt, hvor mærket kunne forbedres.”

Fisk med ren samvittighed

Fiskernes organisationer ser ikke mildt på tanken om at regne CO2-belastningen med.

”Det vil være meget svært at beregne, så det både er fair over for producenterne og forståeligt for forbrugerne,” siger Jonathan Broch Jacobsen, der er konsulent og certificerings-ansvarlig i Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres Producent Organisation.

I øjeblikket søger fiskernes organisationer certificering af mørksej, rødspætter fra Nordsøen og torsk fra den østlige Østersø.

Og det haster, mener fiskeriorganisationerne, fordi de udenlandske forbrugere bliver mere og mere opmærksomme på ’grøn fisk’:
”Det gælder ikke mindst forbrugerne i Nordeuropa, i lande som Tyskland, Holland, Sverige, Storbritannien.
Jeg har lige været til en konference med oplæg fra de store supermarkeds-indkøbere, og indstillingen var, at den typiske supermarkedskunde ikke orker at gå rundt og se efter et blåt mærke på hver enkelt fisk.
Så derfor skal alle deres fisk være MSC-mærkede hurtigst muligt, så de kan sige til kunderne, at al fisk her i butikken er miljørigtigt fanget og kan spises med god samvittighed.”

Læs mere om fisk: Asiatisk hajmalle angriber dansk rødspætte