En to die for-taske fra Gucci eller endnu hellere Balenciaga, Chanel eller Hermés… I nogle selskaber bliver du midtpunkt i en samtale om at forkæle sig selv, i andre registrerer du bare den diskrete laden som om, man ikke har set den, som tegn på at signalet virker.
Derfor kan Hermés få kunder til at vente i mindst et år på en Birkin-taske til 50.000-250.000 kroner alt efter, om den bare sys af kalv eller mat krokodille. Jo mere bøvlet at skaffe og dyr, jo mere differentierer mærkevaren sin ejer fra flokken. Selvfølgelig vælger nogen en kopi som genvej til den eksklusivitet.
På side 12 kan du læse om to kvinder, der købte falske Gucci-tasker på nettet og modtog breve fra Guccis advokat om straks at betale 25.000 kroner. For producenten er selve forretningens kerne på spil, men læg mærke til, at du som forbruger fuldt lovligt kan eje en Rolex-, Arne Jakobsen- eller Gucci-kopi. Og herregud, hvad er problemet?
For dig personligt er skaden til at overse, bare du holder dig fra reservedele til bilen, falske potenspiller, øjencremer og andre varer, som kan give sygdom, allergi eller det, der er værre. Men af hensyn til samfundet bør du holde dig fra kopivarer af to grunde.
For det første, som lederen af Skats task force imod varemærkeforfalskning siger, fremstilles de af de samme kriminelle bagmænd, der har menneskehandel, børnearbejde, sorte penge, narkosmugling og terror på samvittigheden. Interesserer du dig for de vilkår for mennesker og miljø, som varer fremstilles under, er kopier absolut no go.
For det andet underminerer kopivarerne den økonomiske orden, som gør danske virksomheder i stand til at pumpe viden i varerne, så de kan sælges dyrt, og vi kan konkurrere med lavtlønslande. Hvis vi skal leve af de opfindelser, værker og designs, som kvikke hjerner frembringer, må vi som samfund og enkeltpersoner holde fingrene fra kopierne.
