Private modtagere af kopivarer får at vide, at deres handling er ulovlig – selv om den ikke er det. Bagefter kræver advokater tusindvis af kroner i erstatning.
Af Erik Valeur
Da den 23-årige Pernille Lublin Hansen køber en falsk Gucci-taske over nettet, giver Skat besked til MAQS Law Firm, der repræsenterer nogle af verdens mest kendte brands som Gucci, Louis Vuitton og Burberry.
Advokatfirmaet sender herefter adskillige breve til Pernille Lublin Hansen, hvori de fastslår, at det ikke er lovligt at indføre kopivarer, hvorefter hun bliver afkrævet 25.000 kr. i erstatning for ulovligheden.
Ikke altid ulovligt
Firmaets øverste chef fastslår, at man i den slags sager først forsøger at undersøge, om varen er købt af kriminelle bagmænd – til videresalg – eller bare ved en fejl af en almindelig forbruger, til privat brug.
I det sidste tilfælde vil der nemlig intet ulovligt være i det. Man kan ikke straffes for at købe en kopivare til eget brug – hvad enten man vidste, at det var en kopi, eller ej.
”Er det en almindelig forbruger som du og jeg, prøver vi at få lukket sagen så hurtigt som muligt, få varen destrueret og sagen afgjort med et mindre beløb,” siger advokat og partner i advokatfirmaet, Jeppe
Brogaard Clausen.
Men i brevene til Pernille, fastslår I allerede i første brev, at hun har handlet ulovligt. Og vi kan forstå, det er normal procedure fra jeres side. Hvorfor det?
”Ja, altså vi tager som udgangspunkt, at det er ulovligt, idet vi normalt går ud fra, at det ikke er et enkeltstående køb af et enkelt produkt – altså til privat brug.”
Men det kan I jo ikke vide, når sagen slet ikke er undersøgt. Det er jo kun ulovligt, hvis varen er indkøbt til videresalg. Så hvorfor kalder I med det samme handlingen ’ulovlig’, når den ikke er det?
”Det er rigtigt – vi tager som udgangspunkt, at der er gjort noget forkert. Desværre kan det så ind imellem ramme en almindelig forbruger som du og jeg, og så finder vi en løsning.”
Men I kalder handlingen ’ulovlig’ i det selvsamme brev, hvor I kræver en erstatning på 25.000 kroner. Først skræmmer I forbrugeren til at tro, købet er ulovligt – hvilket det ikke er – og så kræver I et meget stort beløb, hvis sagen ikke skal ende i retten?
”Du mener, man skulle skille det ad …?”
Når almindelige mennesker får at vide, de har gjort noget meget ulovligt og kan ende i retten, så kan de meget nemt blive så skræmte, at de indbetaler pengene – selv om de er uskyldige. Er den kombination af en form for trussel og jeres erstatningskrav et tilfælde?
”Vi tilbyder i vores første kontakt at finde en forligsmæssig løsning på sagen.”
Men I skriver, efter at have kaldt handlingen ulovlig, at de skal betale med det samme – for ”ellers må sagen forventes fortsat i retten” endda med ”yderligere omkostninger”?
”Jo, men ud af cirka 1000 sager er der måske 10-20, der er forbrugere – og heraf er der måske én, der bliver så bange, at hun siger: jeg betaler. Og det er den risiko, der er. Jeg ville ønske, vi kunne finde et system uden fejl eller forbehold, men jeg vil sammenligne det med gadebander: Nogle mennesker må flytte sig lidt og gå et andet sted hen, hvis de vil undgå den risiko.”
