Det er sjovt at sminke sig, især når man er seks år gammel. Det syntes Laura Christiansen fra Fuglebjerg i hvert tilfælde, lige indtil hun sminkede sig med de små kulørte tuber, der fulgte med hendes Bratz-dukke.
Af Louise Skøtt Gadeberg
”Pludselig kommer Laura løbende og skriger højt, at hendes læber brænder og gør ondt. Hun viser mig tuben, og jeg kan se, at hun er kommet til at smøre dukke-hårfarve på sine egne læber. Vi prøver flere gange at vaske det af, men uden held,” fortæller Lauras mor, Camilla Christiansen.
Stadig mén en måned efter
En måned efter uheldet har Laura stadig mén efter den voldsomme allergiske reaktion og har været til flere undersøgelser på sygehuset. Og det er helt urimeligt, at sådan noget kan ske, mener Claus Jørgensen, som er miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet:
”Når man laver legetøj til børn, hvor de skal smøre makeup på en dukke, så skal man også forholde sig til, at børn prøver sådan noget på sig selv. Og at pigen i det her tilfælde har brugt hårfarve til sine læber er underordnet. Tubens etiket er på engelsk, og den ligner til forveksling en lip gloss.”
Importøren: En enlig svale
Hos Top-Toy, der sælger Bratz i Danmark, kender produktsikkerhedschef Jon Vastrup ikke til andre børn, der er kommet galt afsted med Bratz-sminken:
”Vi vælger de ingredienser, der bør fremkalde færrest allergiske reaktioner, og det burde være helt uproblematisk at få det her produkt på huden. Jeg er meget overrasket over, at pigen har haft så voldsom en reaktion, første gang hun har været i berøring med det. Vi har solgt 3500 af denne vare, og dette er det første allergitilfælde, jeg har hørt om.”
Nu ser Miljøstyrelsen på sagen.
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.