30.000 småbørn kommer hvert år til skade i hjemmet. Nu er der hjælp at hente. Hjemmesiden Villa UPS! giver børnefamilier gode råd til, hvor man skal passe på i hverdagen.
Velkommen til Villa UPS! - Forbrugerrådets nye hjemmeside, hvor forældre til småbørn kan se hvor ulykkerne opstår i hjemmet. Og hvordan man undgår dem.
Hjemmesiden er et interaktivt hus, hvor man kan udforske de risikable steder i hjemmet, rum for rum.
”Jeg har selv børn i den alder, og kender derfor den usikkerhed, der sommetider kan opstå: Gør jeg det nu godt nok. Har jeg nu taget de nødvendige forholdsregler. Med Villa UPS! giver vi forbrugerne en god guide til, hvor de selv kan sætte ind, før ulykkerne sker,” siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.
Et af målene med Villa UPS! er, at brugerne registrerer de såkaldte ’næsten-ulykker’, når et barn kommer til skade i hjemmet. Dermed er Villa UPS! med til sikrer et bedre datagrundlag, som kan hjælpe andre forældre til at tage de rette forholdsregler. Samtidig hjælper det Forbrugerrådet i arbejdet med at gøre produkterne i dagligdagen mere sikre.
”Villa UPS! er et godt eksempel på hjælp-til-selvhjælp. Og eftersom statistikken siger, at ca. 30.000 børn var i kontakt med en skadestue i 2008 i forbindelse med ulykker i hjemmet, er der god grund til, at vi får mere viden om, hvordan disse ulykker kan forebygges,” siger Camilla Hersom.
I Villa UPS! kan familien samle information om børnesikkerhed på et centralt sted, hvor det er nemt at få råd og vejledning i omgivelser, der ligner deres egen virkelighed. Samtidig kan småbørns-forældre målrette deres søgen efter netop den vejledning, der er relevant, bl.a. ved at udskrive en huskeliste over de ting, man skal være opmærksom på, når man skal købe produkter til det børnesikre hjem.
Statistikken De produkter, der typisk er involveret i forhold til de 0-1 årige er pusleborde, køkkenborde og andre borde, stole, døre, trapper, senge, radiatorer, barne-og klapvogne, te og kaffe, sofaer, biler, rengøringsmidler og cigaretter. For de 2-5 årige er det typisk borde, cykler, døre, stole, trapper, senge, perler, radiatorer, gynger, rutsjebaner, biler, klatrestativer og bildøre.
Ser man på ulykkesstedet er det typisk de 0-2 årige, der kommer til skade i køkkenet, og produkterne involveret er knive, køkkenborde, kogende vand, komfurer og ovne, stole, drikkeglas, kaffe og te, opvaskemiddel, vitaminpiller og tallerkner. Det samme gælder for trapper i boligen, hvor et typisk er de 0-3 årige, der kommer til skade.