Log på tænk.dk
Blad » Tema: Lykkepiller » Kvinde, 37 år, Nordsjælland
 

Kvinde, 37 år, Nordsjælland

 
5. maj 2006
 
'Jeg vil ikke sige, at pillerne har gjort skade, men de har heller ikke gjort nogen gavn'
'Jeg vil ikke sige, at pillerne har gjort skade, men de har heller ikke gjort nogen gavn'

"Jeg var stresset. Ret klassisk: Job og små børn og en mand med skiftende arbejdstider - der var mange ting, manglende nattesøvn, og man skal nå at handle ind og lave mad, og mit arbejde blev også hårdt, fordi der var fyringsrunde og omstruktureringer. Stressen kom snigende over lang tid, men pludselig kunne jeg ikke længere klare presset. Jeg havde mavepine, kunne ikke koncentrere mig eller huske nogen ting.
 
Jeg blev sygemeldt og kom til psykolog. Hun blev ved med at sige: "Der er ingen grund til at give dig piller, for de vil ikke hjælpe noget alligevel, du skal lære at slappe af og lytte til din krop. For den har længe prøvet at "råbe dig op".
 
Jeg vendte tilbage på arbejde og fik tilbagefald og kom på arbejde igen og fik tilbagefald, og tredje gang, det skete, sagde min læge, at nu syntes hun, at vi skulle prøve lykkepiller. "Det kan jo være, at det lige er det, der skal til, for at få dig op, så du ikke hele tiden ryger tilbage", sagde hun. Jeg var delt imellem to professionelle meninger - mellem en psykolog, der sagde "nej, du er ikke deprimeret, du er stresset" og en læge, der sagde "prøv det dog!". Jeg var desperat efter at få det bedre, så jeg overvejede min læges argumenter og tænkte "okay - jeg bliver nødt til at prøve".
 
Min læge gjorde meget ud af at fortælle om virkningen og især bivirkningerne, men jeg blev alligevel overrasket over hvor dårligt, jeg fik det. Kvalme, opkastfornemmelser og en enorm træthed - jeg kunne nærmest sove hele dagen. Min psykolog sagde jo, at jeg skulle have motion og få noget frisk luft – men på grund af pillerne havde jeg ikke lyst til at bevæge mig udenfor en dør.

Jeg ved faktisk ikke, om pillerne hjalp mig - for ved et tilfælde fik jeg et andet og mindre krævende job, og det var som et mirakel. Pludselig blev den dyne af tristhed, der havde ligget over mig, revet væk. Det gik op for mig, at selv om jeg var glad for mit tidligere job og mine kollegaer, så var det årsagen til min stress.

Jeg vil ikke sige, at pillerne har skadet, men jeg er meget i tvivl om, de har gjort nogen gavn. Og bivirkningerne var meget voldsomme. Jeg synes også, det er et kæmpeproblem, at man ikke kan stoppe, før der er gået mindst et halvt år, og så skal man først til at trappe ned. Jeg tager dem stadig, selv om jeg ikke synes, jeg har brug for dem mere. Men jeg skal tage dem i mindst et halvt år endnu. Det er ikke et problem at begynde at tage dem i en fart - men hold da op, hvor man skal trappe ud af dem langsomt."
Køb adgang til hele taenk.dk - inkl. over 100 produkttest.
Køb bladet Tænk og adgang til hele taenk.dk.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få seneste tests, nyheder og gode råd på e-mail. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvis du ikke har et kodeord og du allerede får vores nyhedsmail skal du lade kodeords feltet stå tomt og du vil modtage et kodeord fra os pr. email
Alle rettigheder (c) TÆNK · Tænk · Fiolstræde 17 · Postbox 2188 · 1017 København K
Tlf. 7741 7741 · Abonn. 7741 7777 · Fax 7741 7742 · Kontakt Tænk